Mette Frederiksen ser flere Trump-udfordringer for danske virksomheder
Med Trump i spidsen kan USA skrue ned for grøn omstilling og op for hård økonomisk konkurrence, siger Mette F.
Udfordringerne for danske og europæiske virksomheder er potentielt blevet markant større efter Donald Trumps valgsejr i USA.Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), som torsdag talte i telefon i 12 minutter med den nyvalgte Trump.
Samtalen var ikke med til at dæmpe den danske regerings bekymring for, om USA vil bruge blandt andet højere toldsatser til at begrænse europæiske varers adgang til det amerikanske marked.
- Vi kan se ind i noget, der økonomisk er rigtig svært. Det handler både om et USA, der nok vil gøre mindre i forhold til den grønne omstilling. Men også et USA, som vil arbejde med toldsatser og tariffer og potentielt en meget hård konkurrence med danske virksomheder.
- Det er rigtig dårligt nyt, hvis det er sådan, det går, for Danmark er et lille land med en åben økonomi, der lever af vores eksportvirksomheder, så jeg kan godt forstå, at man rundt omkring i dansk erhvervsliv er fuldt ud opmærksom på situationen, siger Mette Frederiksen.
Trumps valgsejr kommer samtidig på et svært tidspunkt for Europa.
I september fremlagde den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi en rapport, der indeholdt et dystert billede af europæisk konkurrenceevne.
Ifølge Draghi-rapporten er EU's økonomi over de seneste årtier skrumpet som del af verdensøkonomien, mens især USA og Kina er buldret frem.
Derfor er der brug for enorme reformer og store investeringer, hvis EU skal genrejse sin økonomiske plads i verden, lyder det fra Mario Draghi.
Han deltager fredag i det uformelle EU-topmøde i Ungarns hovedstad, Budapest, hvor EU-landenes ledere ventes at udstikke en retning for, hvordan man vil øge Europas konkurrenceevne.
- Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan fra regeringens og fra EU's side for, at det ikke kommer til at gå så galt, som mange frygter. Vi vil gøre, hvad vi kan for at have et godt handelssamarbejde med USA.
- Men jeg vil ikke lægge skjul på, at det kan blive alvorligt, og det kan komme til at koste ganske meget, siger Mette Frederiksen.
I telefonsamtalen med Trump fik Mette Frederiksen ikke svar på, om Trump reelt vil indføre de toldsatser på 10 til 20 procent på europæiske varer, som han har truet med i valgkampen.
- Selv om vi havde lejlighed til en lidt længere samtale, så var det primært det sikkerhedspolitiske og det forsvarspolitiske, vi koncentrerede kræfterne omkring, siger Mette Frederiksen.
Handelsdelen af forholdet blev ikke diskuteret i dybden i samtalen, men den danske statsminister fik alligevel sendt et signal til Trump:
- Jeg sagde omkring handel, at jeg synes ikke, at Europa og USA har råd til at have nogen form for konflikt imellem os.
- Det gælder både i forhold til sikkerhed og økonomi. Så jeg har sendt det signal, at vi ønsker at arbejde tæt sammen, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at amerikanerne er "meget glade" for danske virksomheder, fordi de eksporterer varer, der er efterspørgsel på i USA.
- Vi har også virksomheder, der i dag står stærkere i USA også med produktion, end dengang Trump kom til som præsident sidste gang.
- Så der er meget, der er lykkedes i vores erhvervsmæssige indsats, og danske virksomheder klarer sig godt i USA, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/