Trump udpeger støtte og finansmand som handelsminister

19. NOV 2024 • 20:29UDLAND

Handelsminister ventes at få vigtig rolle i Trump-regeringen med at implementere højere toldsatser.

Finansmanden Howard Lutnick er blevet nomineret som handelsminister af den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.

Det fremgår af et opslag tirsdag på det sociale medie Truth Social fra Trump.

Lutnick er direktør for finanshuset Cantor Fitzgerald.

Han vil som handelsminister komme til at spille en vigtig rolle i implementering af højere toldsatser, som Trump har varslet.

Lutnick beskrives som en langvarig Trump-støtte.

Han bakker op om Trumps ønske om at bringe arbejdspladser inden for produktionen tilbage til USA, og han går også ind for den kommende præsidents dagsorden om at fremme kryptovaluta.

Trump vandt USA's præsidentvalg 5. november, og siden har han været i fuld gang med at sammensætte sit regeringshold.

Blandt Trumps udpegede folk er Florida-senatoren Marco Rubio, der står til at blive udenrigsminister, og Pete Hegseth, som er vært på den konservative tv-station Fox News og står til at blive forsvarsminister.

Lutnick har som medformand for det hold, der er sammensat til at stå for overgangen til Trump-administrationen, ifølge nyhedsbureauet Reuters været regnet som en mulig kandidat til en plads i Trumps regering.

Lutnicks historie som en fremtrædende amerikansk erhvervsstemme går et godt stykke tilbage. Det skriver Axios.

Han blev allerede en del af Cantor Fitzgerald tilbage i 1980'erne, efter at han havde fået sin uddannelse.

Lutnicks bror døde som resultat af angrebet på USA 11. september 2001. Finansmanden mistede hundredvis af ansatte i angrebet, da Cantor Fitzgeralds kontorer lå i World Trade Center.

Siden da har Lutnick afholdt et årligt fundraisingarrangement med deltagelse af sportsfolk og kendte mennesker.

Trump tages i ed 20. januar 2025.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT