Medie: USA og Iran drøfter muligt møde i denne uge

17. JUN 2025 • 05:54UDLAND

På dagsordenen for et muligt møde mellem USA og Iran er både en atomaftale og en ende på konflikt med Israel.

USA har drøftelser med Iran om at holde et møde i denne uge for at tale om både atomaftale og en ende på angrebene i Israel og Iran.

Det siger unavngivne kilder til netmediet Axios tidligt tirsdag morgen dansk tid.

Mødet vil være mellem USA's særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, og Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi.

Det er ikke endeligt besluttet, at der bliver et møde.

En af kilderne fortæller, at USA's præsident, Donald Trump, ser det som en fordel for USA, at landet har ammunition, der vil kunne ødelægge mål under jorden. Herunder Fordow-anlægget, hvor Iran beriger uran.

Israel har ifølge Axios ikke den samme teknologi, og det vil derfor være svært for Israel at ramme anlægget uden hjælp fra USA.

Det kan Trump udnytte i forhandlinger med Iran, siger den anonyme kilde, som ifølge Axios har kendskab til drøftelserne. Kilden siger videre, at Iran er åben over for at forhandle.

- De vil gerne tale. Men vi ved ikke, om de er tvunget helt ned i knæ, så de forstår, at de er nødt til at forhandle, hvis de skal have et land, siger kilden.

Konflikten mellem Israel - USA's allierede - og Iran handler især om det iranske atomprogram.

Ifølge Israel og USA arbejder Iran på at udvikle atomvåben. Det udgør en stor trussel, har Israel sagt. Landet havde også før den nuværende konflikt et ganske anstrengt forhold til Iran, som selv fastholder, at landets store depoter af beriget uran udelukkende skal bruges til at producere energi.

Før Israel natten til fredag indledte et storstilet angreb på blandt andet iranske atomanlæg, havde USA og Iran haft flere møder med forhandlinger om en atomaftale.

De forhandlinger er nu strandet, men Trump har givet udtryk for, at han stadig tror, det er muligt at nå en aftale.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT