Medie: Suspenderet præsident skal afhøres og risikerer arrestordre
Sydkoreas suspenderede præsident Yoon risikerer at få udstedt en arrestordre, hvis han udebliver fra afhøring.
Den sydkoreanske anklagemyndighed har tirsdag givet den suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol, besked på, at han skal møde op til afhøring inden weekenden.Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Møder Yoon ikke op til afhøring, risikerer han, at der bliver udstedt en arrestordre mod ham, skriver nyhedsbureauet.
Anklagemyndigheden og en enhed bestående af politi, forsvarsministerium og efterforskere i antikorruption efterforsker Yoon for blandt andet oprør.
Enheden har tidligere bedt Yoon møde op til afhøring. En forespørgsel, som Yoon indtil videre har undladt at imødekomme.
Indkaldelserne til afhøring sker, efter at Yoon i begyndelsen af december kortvarigt indførte militær undtagelsestilstand i landet.
Den fælles efterforskningsenhed har tirsdag påbegyndt en ransagning af Yoons præsidentkontor i et forsøg på at få fat i en optegnelse over præsidentens telefonopkald, skriver Yonhap ifølge Reuters.
Det er anden gang, at de sydkoreanske myndigheder fortager en ransagning af præsidentkontoret.
Ved den første ransagning - der fandt sted onsdag - blev politiet nægtet adgang til hovedbygningen og måtte stille sig tilfredse med adgang til embedsværkets kontorer.
Findes Yoon skyldig i anklagerne fra den sydkoreanske anklagemyndighed risikerer han ifølge AFP enten en langvarig fængselsstraf eller dødsstraf.
Yoon Suk-yeol fik i sidste uge udrejseforbud og må dermed ikke rejse ud af Sydkorea.
Lørdag stemte et flertal af det sydkoreanske parlament for at indlede en rigsretssag mod Yoon. Det er i den forbindelse, at Yoon er blevet suspenderet fra sin post som præsident.
Her skal seks ud af ni dommere stemme for, at han skal afsættes, hvis præsidenten skal fjernes endeligt fra posten.
Tirsdag morgen oplyser Yoons advokater ifølge Reuters, at Yoon nægter sig skyldig i anklagerne om oprør, men at han har i sinde at deltage i efterforskningen.
/ritzau/AFP