Folketinget skal have årlig mindedag, hvor der ifølge partiet skal være et minuts stilhed i Folketingssalen.
Straffen for at udsætte sine ansatte for fare, måske endda livsfare, skal hæves, og så skal Folketinget have en årlig national mindedag, hvor der flages på halv stang, hvor navnene på de personer, som er omkommet på arbejdet i det seneste år, læses op, og hvor der holdes et minut stilhed i Folketingssalen for at mindes de omkomne.Det mener Enhedslisten i forbindelse med 1. maj, arbejdernes internationale kampdag.
Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, handler det om at vise respekt for de mennesker, der er omkommet, og for at sætte yderligere politisk fokus på et emne, der ikke fylder nok, mener han.
- Det handler om at vise respekt for de mennesker, som hver dag står op om morgenen og skaber værdierne i dette land, men som bliver dræbt på arbejdet. Det kan være mennesker, som bliver mast ihjel eller kørt ihjel, eller det kan være faldulykker og alt det andet forfærdelige, der kan ske, siger Dragsted.
Han skal fredag holde taler hos 3F i Kastrup og Holbæk først på dagen, inden han runder dagen af i Fælledparken om eftermiddagen.
Sidste år mistede over 30 mennesker livet i forbindelse med arbejdsulykker, viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet.
- Det taler vi for lidt om. Det er for mange. Så vi ønsker en dag, hvor vi sætter fokus på emnet, fordi vi ikke kan se et fald i antallet af mennesker, der dør, selv om vi har lavet aftaler, som skulle sikre det, siger Dragsted.
Spørgsmål: Men hvorfor skal det markeres af Folketinget?
- Vi markerer også for nogle af de mennesker, der udsendes i verden, og som bliver dræbt. Det er på præcis samme måde i dette tilfælde. Vi har med mennesker at gøre, som står op og går på arbejde for at skabe rigdommen og velstanden i vores samfund, og hvor der desværre er for mange, som betaler med deres liv, siger Dragsted.
I forhold til hårdere straf mener Enhedslisten, at hvis man udsætter sine medarbejdere for livsfare, så skal man ikke kunne drive virksomhed.
- Hvis du gentagne gange udsætter dine medarbejdere for livsfarligt arbejdsmiljø, så skal man bag tremmer, og vi skal have muligheden for at fratage disse mennesker muligheden for at drive virksomhed.
- Der er ingen grund til, at straffen for det her er lavere end at køre spritkørsel eller på anden vis udsætte sine medborgere for fare, siger Dragsted.
/ritzau/