Mange mister livet i ulykke med højhastighedstog i Spanien
Spansk premierminister erklærer sig forfærdet over ulykke med højhastighedstog i det centrale Spanien.
To højhastighedstog er stødt sammen i Spanien, og trafikken mellem Madrid og regionen Andalusien er indstillet.Det skriver jernbaneoperatøren Adif onsdag på X.
Kort efter klokken 10 er der flere meldinger om høje dødstal.
Der er mindst ti dræbte, bekræfter Esther Padille, som er talsperson for lokalregeringen, til nyhedsbureauet Reuters.
Men flere medier skriver, at dødstallet er højere. Mindst 39 har mistet livet i ulykken, siger lokale myndigheder til Sky News, og det spanske medie ABC skriver om mindst 46 døde på baggrund af tal fra den spanske beredskabsstyrelse.
En talsperson for spanske beredskaber sig til AFP, at alle "ressourcer er sat ind", men ønsker ikke at udtale sig om dræbte eller tilskadekomne.
Indsatsen omfatter "adskillige brandslukningshold, tre helikoptere og to mobile intensivenheder", siger talspersonen.
Mediet El Pais har beskrevet, at to togvogne er blevet afsporet.
Ulykken er sket mellem byen Urda og byerne Mora og Orgaz i provinsen Toledo centralt i Spanien ifølge Adif.
Ifølge El Pais skete sammenstødet kort efter klokken 09.00.
Det ene tog fra selskabet Renfe var afgået fra Madrid og havde retning mod Sevilla, mens det andet tog fra selskabet Iryo kørte i modsat retning, skriver El Pais.
Den spanske premierminister, Pedro Sanchéz, erklærer sig på det sociale medie X "forfærdet" over ulykken og sender sine tanker til ofrene og deres familier.
I januar mistede 46 mennesker livet, og over 120 kom til skade, da to højhastighedstog kolliderede i regionen Andalusien i byen Adamuz.
En anonym kilde siger til El Pais, at onsdagens ulykke kan være "værre end Adamuz".
RITZAU
