I knap ni måneder arbejdede Anders Skoubo Jensens firma på Æbleløkkerne. Firmaet var underentreprenør til en underentreprenør til Huscompagniet, der er totalentreprenør på rækkehusprojektet.
Fra februar til oktober har et polsk firma arbejdet på Æbleløkkerne.
Det firma er ejet og ledet af Anders Skoubo Jensen, der i foråret blev idømt tre års konkurskarantæne af Retten i Horsens. Det skriver Licitationen.
Den polske virksomhed, der hedder Element Montage Spolka, stoppede ifølge mediet i sidste uge arbejdet på Æbleløkkerne, men det kunne altså i ni måneder arbejde der.
Det viser dokumenter, en kendelse fra retten og oplysninger fra det polske virksomhedsregister, som Licitationen har.
Huscompagniet, der er totalentreprenør på Æbleløkkerne, har ellers tidligere bebudet, at det vil af med uønskede kræfter på virksomhedens byggerier. I dette tilfælde har Huscompagniet hyret en underentreprenør i form af Element Montage Bornholm, der har base i Hobro og har hyret det polske firma Element Montage Spolka, som Anders Skoubo Jensen ejer og leder.
– Vi har i den konkrete sag på Æbleløkkerne erfaret, at vores kontrol og opfølgning på ændringer i leverandørkæden ikke har været tilstrækkelig. Det burde vi have fanget, og det tager vi ansvar for - og vi tager kritikken alvorligt, siger den administrerende direktør hos Huscompagniet, Martin Ravn-Nielsen, til Licitationen.
Æbleløkkerne, hvor de 96 boliger skal stå klar til indflytning i begyndelsen af 2027, er et lokalt projekt mellem Bornholms Brand A.m.b.a og Ocean Prawns A/S.
Direktør i Bornholms Brand A.m.b.a - og direktør i Æbleløkkerne P/S - Tobias Herbert Jensen fortæller, at han har svært ved at udtale sig om det konkrete firma.
– Men i forbindelse med sommerferien, hvor det kom frem, at der var udfordringer med nogle underentreprenører, havde vi et møde med Huscompagniet, hvor vi bad dem forklare, hvad de gør for at undgå det fremadrettet. Det har vi også fulgt op på, og vi har haft et møde mere med dem for at bekræfte, at de følger op. Det har de også gjort, siger Tobias Herbert.
– Det er noget, vi forventer, at Huscompagniet har styr på. De har også samlet op med en bedre screening, og de beklager, at det er sket denne gang.
Bornholms Tidende har rakt ud til Anders Skoubo Jensen, som ikke ønsker at udtale sig.
Konkurskarantæne
Man kan blive idømt konkurskarantæne i retten, hvis man har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.
En konkurskarantæne er et forbud mod deltage i ledelsen af virksomheder med begrænset hæftelse - hvilket tæller aktie- og anpartsselskaber.
I en virksomhed med begrænset hæftelse hæfter ejerne ikke personligt for virksomhedens gæld - modsat eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed.
Reglerne er til for, at man beskytter kreditorer, samarbejdspartnere og samfundet mod personer, der er uegnede til at lede virksomheder.