Norsk statsminister vil ikke lade USA alene tale med Rusland
Hvis USA fører alle samtaler med Rusland, er der vigtige europæiske budskaber, som ikke når frem, mener Støre.
USA skal ikke være den eneste stemme i samtaler med Rusland, siger den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, onsdag morgen til NRK.Tirsdag talte han og den finske præsident, Alexander Stubb, i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Her fik Putin ifølge Støre nogle "meget klare beskeder" at høre fra Norge og Finland.
Opkaldet fik efterfølgende kritik fra den danske statsminister, Mette Frederiksen (S). Hun kritiserede Støre og Stubb for at "gå solo".
Men ifølge Støre er det vigtigt, at meldinger fra europæiske ledere også når frem til Rusland, hvilket i hans øjne ikke er givet, hvis USA fører alle samtalerne.
- USA må ikke være den eneste stemme, siger Støre ifølge NRK.
De amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner har spillet en fremtrædende rolle i vestlige drøftelser med Rusland om krigen i Ukraine.
Sidste uge mødtes Witkoff med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Oslo, hvorefter amerikaneren tog til Sankt Petersborg og mødtes med Putin.
Zelenskyj erklærede sig efter tirsdagens norsk-finske opkald med Putin taknemmelig for de nordiske lederes diplomatiske indsats.
Ifølge Støre skulle opkaldet blot have varet 20 minutter, men endte med at vare halvanden time.
- Det er ikke en samtale, hvor der bryder en heftig ordveksling ud. Man tager ordet på skift. Det må oversættes fra engelsk til russisk og tilbage, forklarer Støre NRK om sin oplevelse af den russiske præsident.
- Men den dækkede jo stort set situationen nu og gav også mulighed for at fremføre synspunkter, som vi ved, Ukraine ønsker at få videregivet, fortsætter Støre.
Det finske præsidentkontor udsendte efter tirsdagens opkald en pressemeddelelse.
- Målet med opkaldet var at overbringe budskaber direkte til Putin om fremtidige forhandlinger, der skal hjælpe med at afslutte krigen, stod der.
Tirsdagens opkald med Putin skal ifølge det finske præsidentkontor lede frem mod kommende møder i Abu Dhabi.
Sidste uge blev det bekræftet, at ukrainske, russiske og amerikanske forhandlingshold skal mødes i De Forenede Arabiske Emirater i den første halvdel af november.
RITZAU
