Mand eftersøgt på dag to i Australien efter drab på betjente
Politi leder efter Dezi Freeman, som flygtede ind i skov efter at have skudt og dræbt to betjente i Victoria.
Eftersøgningen på en 56-årig mand, der er mistænkt for at have skudt og dræbt to politibetjente i det sydøstlige Australien, er gået ind i sit andet døgn.Det skriver flere medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.
Borgere i området nær byen Porepunkah i den australske delstat Victoria er således blevet opfordret til at blive indenfor. Der bor cirka 1000 mennesker i byen, der ligger 320 kilometer nordøst for storbyen Melbourne.
Manden hedder Dezi Freemand og beskrives som tungt bevæbnet og med erfaring med overlevelse i vildmarken.
De to betjente blev dræbt af skud, og en tredje blev såret, da ti betjente trængte ind i den mistænkte mands landejendom i en sag om seksuelle overgreb.
Politichefen i Victoria, Mike Bush, fortæller, at da betjentene gik ind i huset, blev de mødt af gerningsmanden, som skød dem. Betjentene var henholdsvis 59 og 35 år gamle. En anden betjent blev såret, men hans tilstand er stabil.
Freeman var bevæbnet, da han flygtede ind i den omkringliggende skov til fods, hvor en omfattende eftersøgning er fortsat natten over og i løbet af onsdagen lokal tid.
Australske medier har bredt rapporteret, hvordan Freeman tidligere har udtrykt holdninger, der sympatiserer med den såkaldte Sovereign citizen-bevægelse.
Det er en løst sammensat gruppering i USA, som ikke anerkender statens kontrol eller autoritet. For eksempel nægter gruppen blandt andet at betale skat.
Bush vil ikke uddybe ransagningen af Freemans ejendom over for AP, da det ifølge ham er for tidligt at sige, om hans angreb på betjentene var ideologisk motiveret.
De tilstedeværende betjente var medlemmer af en enhed, der efterforsker seksuelle overgreb og børnemishandling.
Bush erkender over for AP's journalister, at Freemans viden om vildmarken og hans overlevelsesevner udgør en udfordring for myndighederne.
Sidste gang en politibetjent blev skudt og dræbt under tjeneste i Australien, var i 2023 i delstaten South Australia, skriver AP.
/ritzau/