Måling: EU-borgere ser Trump som Europas fjende
Halvdelen af EU-borgere i en ny undersøgelse mener, at der er høj risiko for en russisk invasion.
Knap halvdelen af EU-borgere på tværs af ni lande mener, at USA's præsident, Donald Trump, er Europas fjende.Det viser en meningsmåling foretaget af det europæiske analyse- og meningsmålingsinstitut Cluster 17 ifølge mediet The Guardian. Undersøgelsen udkommer torsdag i det franske internationale tidsskrift Le Grand Continent.
Her er indbyggere i Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Polen, Portugal, Kroatien, Belgien og Holland blevet spurgt.
I gennemsnit ser 48 procent af befolkningen på tværs af de ni lande Trump som en decideret fjende.
Belgierne har det værste indtryk af Trump med 62 procent, skarpt efterfulgt af franskmændene på 57 procent. Tallet er lavest i Kroatien med 37 procent og Polen med 19 procent.
Europæerne ser dog stadig forholdet til USA som strategisk vigtigt, skriver The Guardian. Adspurgt, hvilken position EU skal indtage over for Trump-administrationen, er det mest populære svar "kompromis", som 48 procent har valgt.
I undersøgelsen bliver respondenterne også spurgt om, hvorvidt de mener, at en krig med Rusland er tæt på.
Her svarer 51 procent af respondenterne, at der er en høj eller meget høj risiko for, at Rusland kan gå i krig med respondenternes respektive lande i de kommende år. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Synspunktet varierer i forhold til, hvor tæt respondenterne befinder sig på Rusland, skriver The Guardian.
I Polen, der grænser op til Rusland, anså 77 procent af respondenterne risikoen for at være høj eller meget høj. I Frankrig var tallet 54 procent.
Bedst så det ud i Italien, hvor 65 procent af respondenterne anså risikoen for at være lav eller ikke-eksisterende.
69 procent svarede, at deres land overhovedet ikke eller sandsynligvis ikke ville være i stand til at forsvare sig mod en russisk invasion, skriver AFP.
Ifølge AFP deltog 9553 personer i undersøgelsen i slutningen af november. Det fremgår ikke, om respondenterne er udvalgt repræsentativt, og om undersøgelsen derfor kan overføres til befolkningen.
/ritzau/
