Kyiv melder to personer dræbt i natligt missilangreb
Seks er blevet såret efter angreb fra Rusland, melder borgmester. Flere af de sårede er sundhedspersonale.
Rusland har natten til torsdag angrebet Ukraines hovedstad, Kyiv, med ballistiske missiler, der har dræbt to personer og såret seks.Det siger Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Klytjko befandt en af de dræbte sig på en parkeringsplads ved et hospitals fødselsafdeling.
Tre af de seks sårede er ifølge borgmesteren sundhedspersonale, og to af de sårede er i kritisk tilstand, lyder det.
En del af det pågældende hospitals facade er blevet beskadiget, ligesom facaden på det, der beskrives som en klinik i nærheden, også er blevet beskadiget.
Vragrester fra missiler er faldet ned på tværs af tre forskellige distrikter i Kyiv, siger Vitalij Klytjko.
Også en bolig i byen er ifølge borgmesteren blevet delvist ødelagt.
- I Dniprovskyj-distriktet faldt vragrester ned på en privat ejendomsgrund. Folk kan være fanget under murbrokkerne, lyder det på Telegram.
Han opfordrede tidligere på natten indbyggere i Kyiv til at blive i beskyttelsesrum.
Kyivs militæradministration har ifølge Reuters sagt, at en 16-etagers ejendom med boliger samt andre private hjem er blevet beskadiget.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fordømt missilangrebet og sagt, at angrebene gentager sig, fordi der ikke lægges tilstrækkeligt pres på Rusland.
- Hvert af den slags angreb finder sted, fordi presset på aggressoren ikke er totalt, og Rusland mener, at landet fortsat kan stole på ballistisk terror, skrev Zelenskyj tidligere på Telegram.
Journalister fra Reuters meddelte, at der tidligt på natten kunne høres flere eksplosioner i byen.
AFP's journalister i byen har rapporteret, at der kunne høres mere end 20 eksplosioner.
RITZAU
