KØB ABONNEMENT

USA bekræfter flere selvmordsforsøg under lang udsendelse af krigsskib

UDLAND24. SEP 2026 • 04:02

Flådeminister melder i brev om forholdene på hangarskib, der tilbragte 286 dage til søs, om selvmordsforsøg.

USA's præsident Donald Trumps administration har erkendt otte selvmordsforsøg blandt amerikanske soldater under en forlænget udstationering på et hangarskib i Mellemøsten.

Det fremgår af et brev fra USA's fungerende flådeminister, Hung Cao, skriver nyhedsbureauet AFP.

Brevet kommer som et svar på spørgsmål fra den demokratiske senator Kirsten Gillibrand til forholdene på hangarskibet USS "Abraham Lincoln".

- Siden begyndelsen af Lincolns udstationering har der været i alt otte selvmordsforsøg i hangarskibsgruppen, lyder det i brevet.

- Der har ikke været nogen selvmord om bord under denne udstationering.

Mediet BBC beskriver også brevet med oplysningen om de otte selvmordsforsøg på skibet.

Siden USS "Abraham Lincoln" i november sidste år blev sendt til søs, har der været meldinger om forværrede leveforhold og dårlig mental sundhed om bord.

Sagen har vakt stor opsigt i USA og udløst kritik af Trumps krig mod Iran.

Ifølge BBC har pårørende til soldaterne også slået alarm over "barske forhold" på skibet.

Skibet forlod Californien i USA i november 2025 for at gøre tjeneste i Det Sydkinesiske Hav.

Det blev dog omdirigeret til Mellemøsten, forud for at amerikansk-israelske angreb på Iran begyndte i slutningen af februar i år.

Efter 286 dage til søs gjorde skibet stop i Thailand i begyndelsen af september.

I august udtrykte både familiemedlemmer til de ombordværende og flere amerikanske politikere bekymringer over meldinger om forholdene på skibet.

Meldingerne lød både på selvmordsforsøg, andre alvorlige psykiske problemer, mangel på mad og dårlig hygiejne.

Disse påstande blev på det tidspunkt afvist af Trumps administration, skriver AFP.

Fra USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, lød det, at situationen om bord blev "fremstillet forkert".

Ifølge BBC var der under udstationeringen omkring 5000 personer om bord.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT