Dommer beordrer Trump til at give medier adgang til Det Hvide Hus
Trump udelukkede i sidste uge CNN, MS Now og Politico fra Det Hvide Hus på grund af "fiktion og løgne".
USA's præsident, Donald Trump, skal igen give journalister fra CNN, MS Now og Politico adgang til Det Hvide Hus.Det har dommeren Tim Kelly ifølge nyhedsbureauet Reuters afgjort i en sag, som medierne har anlagt for at anfægte udelukkelsen.
Kelly henviser til, at Trumps udelukkelse af de tre medier fra Det Hvide Hus sandsynligvis strider mod den amerikanske forfatning.
I kendelsen pålægger Kelly Trump-administrationen, at den øjeblikkeligt skal give medierne deres pressekort tilbage og blokerer desuden embedsmænd fra at håndhæve forbuddet i 14 dage.
Der er tale om et midlertidigt forbud, skriver mediet CBS News.
Det er et stort tilbageslag for Trump i en af den republikanske præsidents største kampe mod pressen, skriver Reuters.
Trump skrev fredag i sidste uge på sit sociale medie, Truth Social, at han udelukkede medierne fra Det Hvide Hus på grund af deres "konstante rapportering af falske nyheder".
- Medier bør ikke konstant kunne skrive eller rapportere fiktion og løgne, når de dækker USA's præsident, Trump-administrationen eller USA.
- Andre fake news-medier følger, skriver præsidenten.
Trump henviste i opslaget ikke til nogen konkrete nyhedshistorier fra de tre medier.
Ifølge Reuters har advokater fra det amerikanske justitsministerium forsøgt at retfærdiggøre udelukkelsen med henvisning til hensynet til den nationale sikkerhed.
Det afviser Kelly.
- Sagsakten mangler faktuel støtte for de sagsøgtes påstand om, at inddragelsen af sagsøgernes adgangskort reelt vil beskytte den nationale sikkerhed, eller at den nationale sikkerhed vil blive bragt i fare, hvis retten pålægger, at deres kort genaktiveres, mens denne retssag verserer, siger han ifølge Reuters.
Flere medier og pressefrihedsorganisationer indleverede onsdag et juridisk dokument, hvor de erklærede deres støtte til de tre medier.
Dokumentet blev underskrevet af blandt andre Reporters Committee for Freedom of the Press, Reuters, The Washington Post og Fox News.
RITZAU
