KØB ABONNEMENT

Venezuelas fungerende præsident lover igen at afholde valg

UDLAND24. SEP 2026 • 02:08

Ifølge Maduros efterfølger er Venezuelas offentlige institutioner begyndt at forberede sig på et valg.

Der vil som led i en overgang til såkaldt fuldt demokrati blive holdt valg i Venezuela.

Det siger Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez, ifølge nyhedsbureauet Reuters under FN's Generalforsamling i New York natten til torsdag dansk tid.

Hun kommer dog ikke med en nøjagtig dato for, hvornår valget skal afholdes.

I sin tale siger Rodríguez, der tidligere var allieret med den nu afsatte præsident Nicolás Maduro, at regeringen har indledt en dialog med oppositionen i landet.

Hun siger videre, at regeringen garanterer, at alle politiske aktører kan deltage. Landets offentlige institutioner er i gang med at forberede sig på valgprocessen, siger hun.

- Det her er tiden til at bygge den nation, som mange mennesker gerne vil vende tilbage til, siger Rodríguez.

Hun siger dog, at landets genopbygning "vil tage tid".

Rodríguez overtog magten i Venezuela, efter at amerikanske soldater rykkede ind i præsidentpaladset i Caracas og tog Nicolás Maduro til fange i begyndelsen af januar i år.

Siden har landet været præget af stor politisk uro, og Rodríguez har flere gange lovet at afholde valg, men har ikke oplyst noget tidspunkt.

Et dødeligt jordskælv, der ramte landet i juli og kostede 5500 mennesker livet, har desuden forværret landets problemer.

Rodríguez har ledet landet under opsyn fra USA, der som led i en aftale har fået kontrol over en stor del af de venezuelanske oliereserver.

Venezuelas oliereserver er verdens største, og landet sidder på cirka en femtedel af verdens samlede reserver. Landet udvinder dog kun knap én procent af den olie, der udvindes på globalt plan.

Tirsdag mødtes Rodríguez med USA's præsident, Donald Trump, for første gang. Her roste hun ham for at genoptage dialogen med Venezuela.

Forud for Maduros tilfangetagelse var de diplomatiske forbindelser mellem USA og Venezuela stort set ikke-eksisterende. USA havde blandt andet udlovet en dusør for informationer, der kunne føre til Maduros tilfangetagelse.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT