Kvinde er anholdt i Sydkorea efter fund af børnelig i kufferter

15. SEP 2022 • 05:20UDLAND

En kvinde, der menes at være mor til to børn, hvis lig er fundet i kufferter, er anholdt i Sydkorea torsdag.

En kvinde er torsdag blevet anholdt i Sydkorea, fordi politiet mener, at hun kan stå bag drabet på to børn, hvis lig tidligere er blevet fundet i kufferter i New Zealand.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Ifølge politiet formodes kvinden at være børnenes mor.

Kvinden er 42 år. Hun blev anholdt tidligt torsdag lokal tid i byen Ulsan. Det oplyser det sydkoreanske politi.

Hun ankom til Sydkorea for flere år siden og har i den periode ikke forladt landet.

Politiet i New Zealand indledte i august en drabsefterforskning, efter at en familie havde købt kufferterne på en auktion og efterfølgende fandt ligene i dem. Ligene stammer fra to børn mellem fem og ti år.

Et par dage senere lokaliserede politiet en kvinde i Sydkorea, der menes at være i familie med de to børn.

Ifølge politiet i New Zealand kan ligene have været opbevaret i flere år. Det har gjort efterforskningen vanskeligere.

Kvindens identitet bliver ikke offentliggjort. Det sker for at beskytte børnenes identitet.

En domstol i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, skal inden for to måneder tage stilling til, om kvinden skal udleveres til New Zealand, skriver CNN.

Familien, der fandt ligene, har aldrig været under mistanke. Det har politiet flere gange understreget.

De var angiveligt nået hjem, før kufferterne blev åbnet. På den slags auktioner, som de havde deltaget i, er det normal praksis, at efterladte genstande bortauktioneres, hvis regningerne for et lagerrum ikke er blevet betalt.

Typisk får man ikke mulighed for at inspicere genstandene nærmere. Men man kan håbe på at gøre et godt fund til prisen.

Ejeren af et lagerhotel i det sydlige Auckland har tidligere sagt til mediet Stuff, at virksomheden samarbejdede med politiet i forbindelse med efterforskningen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU