Kongressen i Peru fjerner stærkt upopulær præsident

10. OKT 2025 • 08:33UDLAND

Perus folkevalgte er hurtigt gået sammen om at fjerne landets upopulære præsident.

Kongressen i Peru har fredag stemt for at fjerne præsident Dina Boluarte fra embedet.

Boluarte, som er stærkt upopulær, var blevet indkaldt til at forsvare sig selv foran Kongressen.

Men hun dukkede aldrig op i sagen, som handlede om "moralsk uegnethed".

Herefter havde kongresmedlemmerne nok stemmer til at gå videre med en hurtig rigsretssag, og Boluarte blev ifølge New York Times afsat med stemmerne 118 mod 0.

63-årige Boluarte blev før sin afsættelse set som en af verdens mest upopulære stats- og regeringsledere med tillidsmålinger, der lå helt i bund.

Kun mellem to og fire procent har givet hende opbakning i målinger.

Beskyldningerne mod hende handler blandt andet om at være skyld i dødelige og hårdhændede indgreb mod politiske demonstrationer samt ulovligt at have beriget sig gennem sit embede. Også problemer med at få styr på bandekriminalitet har præget hendes præsidenttid.

Hun afviser at have gjort noget galt.

Boluarte har ikke en vicepræsident, og det stod i første omgang ikke klart, hvem der skulle efterfølge hende.

Men kort efter afsættelsen er formanden for den peruanske kongres, Jose Jeri, blevet taget i ed som ny præsident i landet. Peru skal relativt snart til præsidentvalg - nemlig i april 2026.

Jeri siger, at han skal stå i spidsen for en overgangsregering, som skal forsøge at skabe forsoning. Han siger, at Peru må erklære krig mod kriminalitet. Banderne på gaden er landets fjende, erklærer han.

Peru i det nordvestlige Sydamerika har 33,4 millioner indbyggere. Med fredagens udvikling fortsætter svingdøren på posten som landets øverste leder.

Der har været seks præsidenter siden 2018. Tre tidligere ledere sidder aktuelt bag tremmer.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT