Kina: Vi har delt covid-19-data uden at holde noget tilbage
WHO har bedt Kina om at dele mere covid-19-data. Kina siger, at landet var hurtige til at dele oplysninger.
Kina har delt oplysninger om covid-19 "uden at holde noget tilbage".Det siger landets udenrigsministerium, efter at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) endnu en gang har bedt Kina om at dele mere data for at blive klogere på, hvordan sygdommen opstod.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Covid-19 blev første gang registreret i den kinesiske millionby Wuhan i 2019.
Senere blev der tale om en global sundhedskrise med millioner af dødsfald og smittetilfælde samt omfattende nedlukninger.
Fra kinesisk side lyder det, at landet for fem år siden straks delt "epidemiske oplysninger og viral gensekventering med WHO og det internationale samfund".
Det siger Mao Ning, der er talskvinde i landets udenrigsministerium.
- Uden at holde noget tilbage, delte vi vores erfaring med forebyggelse, kontrol og behandling, har hun sagt til journalister ved en pressebriefing.
Ifølge WHO er der registreret over 760 millioner covid-19-tilfælde og 6,9 millioner dødsfald på verdensplan. Det skriver Reuters.
I løbet af pandemien kritiserede WHO gentagne gange de kinesiske myndigheder for manglende gennemsigtighed og samarbejde.
I 2021 tilbragte et hold ledet af WHO flere uger i og omkring Wuhan og sagde, at virussen sandsynligvis var blevet overført fra flagermus til mennesker via et andet dyr. Dog var yderligere forskning nødvendig, lød det.
Kina har udtalt, at yderligere besøg ikke var nødvendige, og at jagten på tidlige smittetilfælde bør udføres i andre lande, skriver Reuters.
Talskvinde Mao Ning tilføjer desuden, at WHO's internationale eksperter gentagne gange har sagt, at de "under deres besøg i Kina tog alle de steder hen, de ville, og mødte alle de mennesker, de ønskede at se."
Hun har også udtalt, at Kina er "villig til at fortsætte med at arbejde med forskellige parter for at fremme global videnskabelig oprindelsessporing og til at gøre en aktiv indsats for at forhindre potentielle infektionssygdomme i fremtiden".
/ritzau/