Kim Jong-un sætter gang i masseproduktion af selvmordsdroner
Nordkoreas leder har sat landet i gang med at producere en type af droner, der blandt andet bruges i Ukraine.
Nordkorea vil iværksætte en omfattende produktion af selvmordsdroner som dem, der blandt andet bliver brugt i krigene i Mellemøsten og Ukraine.Det meddeler landets leder, Kim Jong-un, ifølge nyhedsbureauet Reuters via det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.
Kim har for nylig overværet en øvelse med selvmordsdroner, lyder det fra KCNA. Reuters skriver, at han også tidligere på året deltog i en øvelse.
Øvelsen tidligere i år skete, i takt med at Rusland og Nordkorea arbejdede på at udvide deres samarbejde.
Samarbejdet har skabt bekymring i Vesten for, at Rusland hjælper med teknologien til Nordkoreas droneproduktion.
Ifølge KCNA siger Kim, at dronerne har vist deres værd på slagmarken verden over, og at det er ved at gå op for militære institutioner, hvor brugbare de er.
- Sådanne kendsgerninger fordrer en nytænkning af mange dele af militær teori, praksis og uddannelse, siger han til KCNA.
Nordkorea og Rusland har for nylig ratificeret et militært samarbejde, der forpligter begge lande til "øjeblikkeligt" at give militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.
Eksperter har over for nyhedsbureauet AFP sagt, at de nordkoreanske droner ligner den israelsk producerede model Harop, den russisk producerede Lancet-3 og den israelske Hero 30.
Nordkorea kan have fået fat i teknologien fra Rusland, der som regel har fået den fra Iran. Iran har ifølge nyhedsbureauet AFP formentlig fået fat i den gennem hacking eller tyveri fra Israel.
Nordkorea har flere gange sendt droner over grænsen til Sydkorea. Flere gange er det lykkedes dronerne at flyve rundt over landet i timevis, før de er blevet skudt ned.
/ritzau/