Kyrgios melder sig klar til ATP-comeback op til Australian Open
Nick Kyrgios gør comeback til Brisbane International, inden der spilles grand slam-tennis ved Australian Open.
Den australske tennisspiller Nick Kyrgios er efter to år med skader og operationer klar til at gøre rigtigt comeback på ATP-touren.Det siger den australske tennisstjerne til mediet 9News.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg nok ikke haft det bedre i to år, siger Nick Kyrgios til 9News.
Australieren spiller med i Brisbane International i december, som er en ATP 250-turnering. I januar næste år spilles kalenderens første grand slam-turnering, Australian Open, i Melbourne i Australien.
Kyrgios sagde allerede i oktober, da han blev interviewet til en artikel på ATP's hjemmeside, at han har i sinde at spille med til Australian Open.
Turneringens direktør, Craig Tiley, sagde i den forbindelse, at man "glæder sig til, at Nick vender tilbage i 2025".
- Han regner med at spille med, og vi regner med at se Nick spille. Vi skal nok sikre os, at han er med i lodtrækningen, sagde Craig Tiley.
Kyrgios' sidste kamp på ATP-touren var i tyske Stuttgart, hvor han blev slået i to sæt af kinesiske Yibing Wu. Det var i juni 2023.
Han spillede ikke med i en eneste grand slam-turnering sidste år.
- Jeg spillede en fantastisk sæson i 2022. Så begyndte jeg at kunne mærke problemerne med mit håndled ved de afgørende runder i Wimbledon og US Open. Jeg fik en operation i håndleddet, og nu har jeg det fantastisk, siger Nick Kyrgios.
- Der skulle et mirakel til, og der var kun 15 procents chance for, at jeg kunne komme tilbage på at spille på det her niveau, og nu er vi her.
- Det bliver for vildt at komme tilbage på banen foran hjemmebanepublikummet.
Kyrgios spillede sidst med i en grand slam-turnering i 2022. Han kom til kvartfinalen. Samme år nåede han finalen i Wimbledon, hvor han dog tabte til Novak Djokovic.
/ritzau/