Paris forbereder massiv politiindsats til landskamp mod Israel
Efter uroligheder i Amsterdam har de franske myndigheder valgt at øge sikkerheden til landskamp i Paris.
Politiet i Paris er torsdag aften talstærkt til stede, når fodboldlandsholdene fra Israel og Frankrig møder hinanden på Stade de France.Der indsættes 4000 politifolk i gaderne i Paris samt ved Stade de France, hvoraf nogle vil være inde på stadion.
Vanligvis er det civile vagter, der tager sig af sikkerheden på stadion.
Fodboldopgøret i Nations League er af politimesteren i Paris blevet kaldt en højrisikokamp.
Det skal ses i lyset af de optøjer, der opstod efter en fodboldkamp i Amsterdam den 7. november.
Tilhængere af den israelske klub Maccabi Tel Aviv var taget til Holland for at se kampen mod storklubben Ajax.
Efterfølgende blev nogle af dem ifølge Amsterdams politi overfaldet af mænd, der jagtede dem.
Byens borgmester har omtalt optøjerne som antisemitiske.
I dagene efter er det kommet frem, at Maccabi-tilhængere dagen før kampen havde sat ild til et palæstinensisk flag. Ifølge det hollandske politi havde nogle af israelerne også begået hærværk mod en taxa.
Israels regering har opfordret landets indbyggere til at holde sig fra kampen i Paris.
Politiet i den franske hovedstad forventer, at der kommer omkring 100 israelere. De ankommer med bus til Stade de France, så de kan undgå at bruge metroen.
I alt er der plads til omkring 80.000 tilskuere på stadionet, der ligger i det nordlige Paris. Der ventes dog kun at være omkring 13.000 til torsdagens kamp.
Nogle franske politikere, herunder nogle fra venstrefløjspartiet Det Ukuelige Frankrig, har opfordret til, at fodboldkampen bliver udskudt eller flyttet til en anden by.
Det har landets indenrigsminister, Bruno Retailleau, dog afvist.
- Frankrig trækker sig ikke, for det vil svare til at bukke under for trusler om vold og antisemitisme, sagde han i sidste uge.
Onsdag aften blev der i Paris demonstreret mod en galla, hvor der blev samlet penge ind til det israelske militær.
Mange af demonstranterne havde palæstinensiske flag i hænderne.
Der var sammenstød mellem demonstranterne og politiet, som brugte tåregas.
/ritzau/AFP