Venstrefløjsregering sejrer ved Sri Lankas parlamentsvalg

15. NOV 2024 • 06:34UDLAND

Sri Lankas nyvalgte venstrefløjspræsidents regering får knap to tredjedele af pladserne i parlamentet.

Venstrefløjskoalitionen National People's Power (NPP) sikrer sig mindst 123 pladser i Sri Lankas parlament og vinder dermed parlamentsvalget.

Det fremgår af optællingen fra landets valgkommission ifølge AFP.

NPP har fået 62 procent af de foreløbigt optalte stemmer.

I spidsen for koalitionen står den nyvalgte præsident, Anura Kumara Dissanayake.

- Der er sket en ændring i Sri Lankas politiske kultur, som begyndte i september, og som er nødt til at fortsætte, sagde Dissanayake, da han havde afgivet sin stemme torsdag.

- Vi ser det her som et vigtigt vendepunkt for Sri Lanka. Vi forventer at få mandat til at danne et stærkt parlament, og vi er sikre på, at folket vil støtte os.

I parlamentet er der 225 pladser, hvoraf 196 ifølge BBC bliver direkte valgt. De resterende 29 udpeges med udgangspunkt i den andel stemmer, som hvert parti har fået. Dermed har Dissanayake sikret sig knap to tredjedele af pladserne.

Under NPP hører Dissanayakes parti, Janatha Vimukthi Peremuna (JVP), som af nyhedsbureauerne Reuters og AFP beskrives som havende "marxistiske tendenser".

Dissanayake slog Sri Lankas tidligere præsident, Ranil Wickremesinghe, under præsidentvalget i september. Wickremesinghe blev udskældt for sine skrappe sparetiltag, der skulle hjælpe landet gennem en stor økonomisk krise.

Dissanayakes koalition gik blandt andet til valg på at dæmpe den fattigdom, som den økonomiske krise har udløst.

Krisen kommer blandt andet af efterdønningerne fra coronakrisen, hvor turismen blev ødelagt, men også fra krigen i Ukraine, der har forværret inflationen.

Sri Lanka støtter typisk præsidenten ved parlamentsvalgene - især hvis det afholdes kort tid efter præsidentvalget.

Præsidenten har den udøvende magt, men Dissanayake har stadig brug for flertal i parlamentet for at kunne udpege en regering og indfri sine løfter om at sænke skatterne, støtte lokale virksomheder samt bekæmpe fattigdom.

Der bor 22 millioner mennesker i Sri Lanka.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT