Kim Jong-un overværer testaffyring af krydsermissiler i Nordkorea
Nordkoreas afskrækkelsesmidler bliver perfektioneret mere grundigt, siger Kim Jong-un under missiltest.
Nordkorea har lørdag testet en type af krydsermissiler, der typisk affyres fra hav mod land.Det skriver det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA.
Landets øverste leder, Kim Jong-un, overværede missiltesten.
- Den Demokratiske Folkerepublik Koreas væbnede styrkers afskrækkelsesmidler bliver perfektioneret mere grundigt, siger den nordkoreanske leder ifølge KCNA.
Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau bevægede missilerne sig over en distance på 1500 kilometer, før de ramte deres mål.
Der skal ifølge KCNA ikke være sket nogen negativ indvirkning på sikkerheden i Nordkoreas nabolande.
Det oplyses ikke, hvor testaffyringen fandt sted.
Lørdagens nordkoreanske missiltest er den første, siden Donald Trump mandag blev taget i ed som USA's præsident.
Kort før Trumps indsættelse foretog Nordkorea flere testaffyringer af ballistiske missiler over Det Japanske Hav.
Under Trumps første periode som præsident fra 2017 til 2021 mødtes han flere gange med den nordkoreanske leder.
Torsdag sagde den amerikanske præsident i et interview, at han har planer om igen at tage kontakt til Kim Jong-un. Under interviewet kaldte Trump desuden Kim for en "kvik fyr".
Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.
I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har aldrig ført en reel fredsaftale med sig, og formelt set er de to lande stadig i krig.
Det nordkoreanske udenrigsministerium kritiserer i en erklæring, at USA og Sydkorea i de seneste dage har gennemført en fælles militærøvelse. Det skriver KCNA.
- Den nuværende situation understreger, at Den Demokratiske Folkerepublik Korea bør imødegå USA med den hårdeste modreaktion, så længe landet nægter os vores suverænitet og sikkerhedsinteresser.
/ritzau/AFP