Vance tror ikke på flytning af amerikanske atomvåben til Polen
Polens præsident vil have atomvåben fra USA i Polen. Det ønske har Vance svært ved at se Trump imødekomme.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, vil blive rystet, hvis præsident Donald Trump skulle bakke op om at flytte amerikanske atomvåben længere østpå i Europa.Det siger Vance torsdag i et interview med Fox News ifølge Reuters.
Her bliver vicepræsidenten spurgt til et ønske fra Polens præsident om at opsætte amerikanske atomsprænghoveder på polsk jord.
- Jeg har ikke talt med præsidenten (Donald Trump, red.) om det her, men jeg vil blive rystet, hvis han bakkede op om, at atomvåben skulle rykkes længere østpå i Europa, siger Vance.
Polens præsident, Andrzej Duda, sagde torsdag i et interview med avisen Financial Times, at han har opfordret USA til at placere atomvåben i det østeuropæiske land.
Atomsprænghovederne skal ifølge Duda afskrække mulig russisk aggression i fremtiden.
USA begyndte i 1950'erne at udstationere atomvåben i flere europæiske lande.
I dag står amerikanske atomsprænghovedet placeret i Tyskland, Belgien, Italien, Holland og Tyrkiet. Alle fem lande er en del af forsvarsalliancen Nato.
Frankrig og Storbritannien er de eneste lande i Europa, der råder over deres egne atomvåben.
Der er i Polen og flere øvrige europæiske lande en stigende bekymring for, at Rusland kommer stærkest ud af forhandlingerne om at afslutte krigen i Ukraine. En forhandling, som den amerikanske præsident har sat sig i spidsen for.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, meddelte i sidste uge, at han har besluttet "at åbne den strategiske debat om beskyttelse af vores allierede på det europæiske kontinent gennem vores (nukleare) afskrækkelse".
Han åbnede dermed diskussionen om at lade den franske atomparaply omfatte andre europæiske lande.
Der er også placeret atomvåben på belarusisk jord. Der er dog ikke tale om amerikanske atomvåben, men russiske. Belarus er en af Ruslands nærmeste allierede.
Rusland råder med 5580 atomsprænghoveder over verdens største atomarsenal. USA har 5225.
Frankrig har 290 sprænghoveder, mens Storbritannien råder over 225.
/ritzau/