Israels militær fortsætter omfattende angreb i Libanon

8. APR 2026 • 14:02UDLAND

På trods af at Israel har tilsluttet sig en våbenhvile mellem USA og Iran, fortsætter angreb i Libanon.

Israels militær meddeler, at det fortsætter kamp- og landoperationer mod militsen Hizbollah i Libanon.

Samtidig har Israel indstillet angrebene i Iran.

Det skriver den militære talsmand Avichay Adraee i et opslag på X onsdag.

- Kampen i Libanon fortsætter, og våbenhvilen omfatter ikke Libanon, skriver han.

Siden talsmandens udmelding har militæret sagt, at det har udført det største angreb mod Hizbollah siden krigens begyndelse. Det skriver Reuters.

Israel skal have ramt kommandocentraler og infrastruktur tilhørende den militante gruppe. Angrebene skal blandt andet have ramt Libanons hovedstad, Beirut.

Tidligere onsdag advarede Libanons hær fordrevne libanesere mod at vende tilbage til den sydlige del af landet, hvor de kan blive ramt af "fortsatte israelske angreb".

Natten til onsdag blev en våbenhvile meldt ud af Iran og USA.

Siden sagde også Israel, at landet havde tilsluttet sig den. Men den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde, at våbenhvilen ikke omfatter Libanon.

Libanesiske statsmedier melder om fortsatte angreb i syd, og derfor ønsker den libanesiske hær, at folk afventer situationen.

- I lyset af de regionale udviklinger og rapporter om en våbenhvile opfordrer hæren borgere til at vente med at vende tilbage til sydlige landsbyer og byer og at undgå at nærme sig områder, hvor de israelske besættelsesstyrker er rykket frem, skriver hæren.

Meldingerne er i modstrid med, hvad Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif - en central mægler i konflikten - havde sagt. Han meddelte nemlig, at Libanon ville blive omfattet af våbenhvilen.

Fra flere europæiske lande er der blevet udtrykt bekymring over udviklingen i Libanon.

Blandt andre Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, opfordrer til, at Libanon bliver omfattet af en aftale. Det skriver Reuters.

Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, kommer med hård kritik af fortsatte israelske kamphandlinger.

- Kampene må stoppe ved alle fronter, og det omfatter også Libanon. Det er uacceptabelt, at Israels krig, Israels invasion af et suverænt land som Libanon fortsætter, siger ministeren til radiostationen RNE.

Det er over en måned siden, at Israel og USA den 28. februar indledte krigen mod Iran med omfattende luftangreb, der blandt andre dræbte den daværende øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT