CAS bekræfter Mudryk-appel af fire års karantæne
Onsdag blev Mykhailo Mudryk ifølge engelske medier tildelt fire års karantæne for brud på dopingreglerne.
Den ukrainske fodboldspiller Mykhailo Mudryk har appelleret den karantæne på fire år fra professionel fodbold, som han ifølge flere engelske medier fik af Det Engelske Fodboldforbund (FA).Det bekræfter Den Internationale Sportsdomstol, CAS, til engelske medier som BBC, The Times og The Athletic.
- CAS bekræfter, at man har modtaget en appel fra Mykhailo Mudryk mod FA, indgivet 25. februar 2026. Parterne er i øjeblikket i gang med at udveksle skriftlige indlæg, og der er endnu ikke fastsat en dato for en høring.
Tidligere onsdag skrev de engelske medier med henvisning til anonyme kilder, at Mudryk var blevet tildelt den længst mulige karantæne, altså fire år, for at bryde dopingreglerne.
Den ukrainske kantspiller har ikke spillet en kamp for Chelsea siden 28. november 2024. Måneden efter blev han suspenderet på ubestemt tid efter uregelmæssigheder i en urinprøve.
Ved den anledning afviste Mudryk at have taget ulovlige stoffer og sagde, at han var i chok.
- Jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert, og jeg tror på, at jeg snart vil være tilbage på banen, lød det dengang fra Mudryk.
Siden ankomsten til Chelsea i januar 2023 fra Shakhtar Donetsk har Mudryk spillet 73 kampe og scoret ti mål for klubben på tværs af alle turneringer.
/ritzau/
