Israel giver FN endelig besked om kappede bånd til UNRWA

4. NOV 2024 • 08:40UDLAND

I sidste uge vedtog Israels parlament et forbud mod FN-organisationen UNRWA. Nu har Israel orienteret FN.

Israel har meddelt FN, at landets forbindelse til FN-organisationen UNRWA ophører.

Det oplyser det israelske udenrigsministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP mandag.

- Efter instruks fra udenrigsminister Israel Katz underrettede udenrigsministeriet FN om annulleringen af aftalen mellem staten Israel og UNRWA, lyder det fra ministeriet mandag morgen.

I sidste uge vedtog det israelske parlament, Knesset, en lov, der forbyder UNRWA at operere fra Israel.

UNRWA er FN's organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Det er dem, der koordinerer stort set al nødhjælp i Gaza.

Organisationen arbejder i Israel og de besatte palæstinensiske områder samt i Libanon, Syrien og Jordan.

Udenrigsminister Israel Katz citeres i meddelelsen for at sige, at "UNRWA, hvis ansatte deltog i massakren 7. oktober, og som har mange ansatte, der er Hamas-agenter, er en del af problemet i Gaza-striben og ikke en del af løsningen".

Israel har længe udtrykt stærk kritik af UNRWA. Israel hævder blandt andet, at dens skoler bruger lærebøger til at fremprovokere had mod Israel.

Siden Hamas' angreb mod Israel sidste år er kritikken taget til. Israel fremførte i januar en anklage om, at ansatte i UNRWA hjalp Hamas med angrebet mod Israel.

Undersøgelser har vist, at ni ansatte kan have været involveret i angrebet. Men der er ikke fundet beviser for Israels centrale anklager, skriver AFP.

Israel holder fast i, at mange ansatte i UNRWA har forbindelser til Hamas.

Israels FN-ambassadør, Danny Danon, har på den sociale platform X delt et billede af brevet fra udenrigsministeriet. Det er dateret søndag.

- På trods af de overvældende beviser, som vi har indsendt til FN, og som underbygger Hamas' infiltration af UNRWA, gjorde FN intet for at rette op på situationen, skriver han.

- Staten Israel vil fortsat samarbejde med humanitære organisationer, men ikke med organisationer, der fremmer terrorisme mod os.

Den britiske FN-ambassadør, Barbara Woodward, har ifølge nyhedsbureauet dpa understreget, at anklagerne er blevet undersøgt.

- Der er ingen begrundelse for at afbryde forbindelserne til UNRWA. Israel skal overholde sine forpligtelser og sikre, at UNRWA kan fortsætte sit livreddende arbejde, har hun sagt.

FN's Sikkerhedsråd har advaret kraftigt mod forsøg på at indskrænke organisationens arbejde.

Derudover har rådet opfordret Israel til at "overholde sine internationale forpligtelser" og leve op til sit ansvar om at facilitere "hurtig, sikker og uhindret humanitær hjælp" til Gazastriben.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT