USA: 10.000 nordkoreanske soldater er i Kursk

4. NOV 2024 • 22:01UDLAND

USA regner med, at alle nordkoreanske styrker i Rusland skal til Kursk. Her har Ukraine besat mindre område.

USA øger sit overslag for antallet af nordkoreanske soldater i den russiske Kursk-region med 2000.

Hvor USA i sidste uge satte antallet til omkring 8000, lyder det mandag fra Pentagon-talsmand Pat Ryder, at der "lige nu" er mindst 10.000 nordkoreanske soldater "i Kursk-regionen".

Kursk-regionen grænser op til Ukraine. Det er her, at ukrainske styrker tidligere på året trængte ind og tog kontrol over et mindre område.

- Vi tror, at det samlede antal nordkoreanske styrker i Rusland er tættere på omkring 11.000 til 12.000, siger Pat Ryder.

Pentagon-talsmanden siger, at han forventer, at også andre nordkoreanske soldater i Rusland vil blive sendt til Kursk.

Men USA kan ikke for nuværende bekræfte, at nordkoreanske soldater er i kamp.

USA har sammen med flere andre vestlige lande betegnet tilstedeværelsen af nordkoreanske soldater i Rusland som en betydelig optrapning af krigen i Ukraine.

Rusland har hverken be- eller afkræftet, at nordkoreanske soldater er i Rusland.

Tidligere mandag mødtes Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske udenrigsminister, Choe Son-hui, i den russiske hovedstad, Moskva.

De to trykkede hånd i et helt minut ved mødet.

Den nordkoreanske udenrigsminister har befundet sig i Rusland nogle dage.

Fredag holdt hun såkaldte strategiske samtaler med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

- Der er blevet etableret meget tætte bånd mellem begge landes hære og efterretningstjenester, sagde Lavrov ved den lejlighed.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kritiseret Vestens reaktion på meldingerne om nordkoreanske soldater i Rusland. Den har i den ukrainske præsidents øjne ikke været hård nok.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT