Kamala Harris dukker op i stort amerikansk satireprogram

3. NOV 2024 • 05:45UDLAND

Natten til søndag gæstede Harris programmet "Saturday Night Live". Med på scenen var Harris-imitator.

Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, medvirkede natten til søndag dansk tid i det amerikanske satireprogram "Saturday Night Live".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Her optrådte den 60-årige vicepræsident i en sketch sammen med skuespilleren Maya Rudolph.

Rudolph har flere gange imiteret Harris i tidligere afsnit af programmet.

I sketchen er de to kvinder iklædt det samme tøj.

De er placeret overfor hinanden på hver sin side af et sminkebord, så det ligner, at de er en refleksion af hinanden i et spejl.

- Keep Calm-ala and carry on-ala, siger Harry og Rudolph i kor fra scenen.

Sætningen betyder noget i stil med "bevar roen og fortsæt", men er samtidig et ordspil på Kamala Harris' fornavn.

Sketchen slutter med, at de to kvinder rejser sig op med armen om hinanden, hvortil Rudolph siger: "Jeg vil stemme på os".

- Fedt, er der nogen chance for, at du er registreret vælger i Pennsylvania, svarer Harris.

Pennsylvania er en af de syv afgørende svingstater ved det forestående amerikanske præsidentvalg tirsdag den 5. november.

Det er første gang, at Harris gæster "Saturday Night Live".

Flere amerikanske medier skrev inden lørdagens program, at anonyme kilder havde fortalt, at Harris ville deltage i aftenens program.

Harris' kampagnehold ville dog ikke på forhånd bekræfte meldingerne.

Flere andre amerikanske præsidentkandidater har gennem tiden medvirket i programmet.

Blandt andet gæstede den nuværende republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, satireprogrammet i 2015, da han første gang var præsidentkandidat. Han medvirkede også i 2004, inden han gik ind i politik.

En medarbejder fra Trumps kampagnehold siger ifølge Reuters, at han ikke er klar over, om Trump er blevet tilbudt at medvirke under den nuværende valgkamp.

I 2015 var også den daværende demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, på scenen, hvor hun medvirkede i en sketch.

Det samme var både den daværende demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, og den daværende republikansk præsidentkandidat, John McCain, i 2008.

"Saturday Night Live" har eksisteret siden 1975, hvor det første program blev sendt på den landsdækkende tv-station NBC. Programmet er et af de største af sin slags i USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT