KØB ABONNEMENT

Iran advarer om kraftfuldt svar ved nye angreb fra USA

UDLAND • 31. OKT 2026 • 12:28

Irans svar på nye trusler vil være "øjeblikkeligt, kraftfuldt og geografisk ubegrænset", siger landets leder.

Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, advarer USA imod at genoptage angrebene mod landet.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig lyder det ifølge Reuters, at enhver trussel vil blive mødt med et "øjeblikkeligt, kraftfuldt og geografisk ubegrænset" svar.

- Hvis fjenderne igen indleder militære eller terrorangreb, vil det være op til de væbnede styrker at bestemme tidspunkt og betingelser for at få det stoppet, lyder det.

Khamenei har desuden beordret en opdatering af listen over militære mål for at bringe amerikanske og israelske aktiver inden for "angrebsrækkevidde".

Produktionen af ammunition og våben skal også øges i tilfælde af kommende missioner.

Irans øverste leder uddyber ikke umiddelbart, om der er en forestående trussel.

USA's præsident, Donald Trump, har dog tidligere talt om, at et muligt angreb kan være på trapperne.

Da lød det, at USA's regering "måske laver endnu en lille Epic Fury".

"Epic Fury" er det amerikanske navn på den store militæroperation, som blev indledt, da USA og Israel angreb Iran 28. februar i år.

USA og Iran har ikke udført store angreb på mål på landjorden siden starten af september, men fartøjer i Hormuzstrædet er med jævne mellemrum blevet ramt.

Mæglere fra Qatar fremlagde søndag i Teheran et udkast for Iran til en aftale, der skal afslutte krigen med USA og Israel.

Tidligere mæglingsforsøg resulterede 17. juni i, at der blev lavet et forståelsesdokument.

Men siden er både en våbenhvile og forståelsesdokumentet kollapset.

Imens fortsætter den bredere uro i Mellemøsten, som har ført til store forstyrrelser af den globale skibsfart og olieforsyning. De seneste uger har houthibevægelsen i Yemen gentagne gange angrebet Saudi-Arabien.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT