KØB ABONNEMENT

Polen suspenderer præsident for forfatningsdomstol

UDLAND • 30. OKT 2026 • 21:30

Præsidenten for Polens øverste domstol er blevet suspenderet fra posten. Polens præsident afbryder rejse.

Polens forfatningsdomstols præsident, Bogdan Swieczkowski, er blevet suspenderet fra sin post.

Det meddelte domstolen på sin hjemmeside tidligere fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er domstolens hjemmeside ikke tilgængelig fredag aften omkring klokken 21.00 dansk tid.

Nyhedsbureauet skriver også, at forfatningsdomstolen, som er Polens øverste domstol, hævder at være blevet udsat for "et kup". Det sker i et opslag på domstolens officielle konto på det sociale medie X.

Ifølge Reuters oplyser polsk politi, at betjente er gået ind på domstolens område efter hændelser uden for retten, hvor der blandt andet blev kastet farlige genstande mod politiet.

AFP skriver, at beslutningen om at suspendere domstolens præsident blev annonceret af en anden dommer ved domstolen - Anna Korwin-Piotrowska.

Reuters beskriver ikke årsagen til, at retspræsidenten er blevet suspenderet.

Men domstolen har igennem længere tid haft svært ved at træffe beslutninger på grund af en politisk strid.

Polens præsident, Karol Nawrocki, som er en allieret af landets tidligere nationalkonservative regering, har nægtet at tage tre ud af seks dommere, som parlamentet har valgt, i ed.

Bogdan Swieczkowski har også afvist, at dommere, som er valgt af flertallet i Polens parlament, kan få lov til at udføre deres arbejde.

Nawrocki meddeler på det sociale medie X, at han har afbrudt en rejse til Senegal på grund af fredagens uroligheder omkring domstolen.

Også Donald Tusk, der er premierminister i Polen og formand for det liberale og proeuropæiske parti Borgerplatformen, har udtalt sig om sagen på X.

Her skriver han ifølge AFP, at det er "vores pligt" at genoprette lov og orden.

Donald Tusk beskriver samtidig processen som svær og nogle gange smertefuld.

Under Polens tidligere nationalkonservative regering beskyldte EU forfatningsdomstolen for at være for tæt på den politiske magt.

I 2021 nåede den frem til, at dele af EU-traktaterne er uforenelige med den polske forfatning, og at EU-lov ikke altid har forrang for den polske forfatning.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT