KØB ABONNEMENT

ICE-betjent tiltalt for påkørsel af mexicansk statsborger i Texas

UDLAND • 31. OKT 2026 • 02:51

En mand blev 10. oktober påkørt af en ICE-betjent i Texas. Betjenten er fredag blevet tiltalt for overfald.

En betjent fra immigrationsmyndigheden ICE er fredag blevet tiltalt for et groft overfald med et såkaldt dødeligt våben, efter at han tidligere i oktober påkørte en mexicansk statsborger i den amerikanske storby Houston.

Det oplyser en anklagemyndighed i delstaten Texas fredag ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Den 10. oktober ramte og kørte ICE-betjent Mario Alberto Morales hen over den 48-årige Maguel Parra Hernandez, der forsøgte at flygte fra immigrationsmyndighedens betjente på en parkeringsplads, lyder det fra anklagemyndigheden.

Hernandez brækkede benet og er i dag i de føderale myndigheders varetægt på et rehabiliteringscenter, meddeler anklager Sean Teare ifølge AP.

Teare offentliggjorde fredag tiltalen, der er blevet rejst af en såkaldt anklagejury, på et pressemøde. Her blev der også vist en videooptagelse af hændelsen og afspillet en optagelse af Morales' opkald til alarmcentralen.

ICE har hævdet, at Hernandez selv løb ud foran bilen. Men den forklaring holder ikke, mener Teare.

- Beviserne i denne sag er lige så klare som i nogen anden sag, jeg nogensinde har ført eller efterforsket, siger anklageren.

Ganske få ICE-betjente er ifølge AP blevet mødt med en tiltale i forbindelse med handlinger, de har udført i forbindelse med deres arbejde for immigrationsmyndigheden.

Andre hændelser er dog også blevet genstand for efterforskning. Det gælder blandt andet en episode, hvor en ICE-betjent i juli skød og dræbte en 52-årig mexicansk statsborger i Houston.

Morales' advokat, David Lindenmuth, afviser, at ICE-betjenten har gjort noget strafbart.

Både advokaten og ICE fastholder, at Morales ikke påkørte Hernandez med vilje.

- Morales er virkelig et godt menneske og tidligere medlem af militæret. Han har viet hele sit liv til at tjene samfundet, enten gennem sin tjeneste for landet eller ved at arbejde inden for eller tæt på politiet, siger Lindenmuth til AP.

- At han nu er blevet tiltalt for noget, der så åbenlyst blot var et uheld – anklagemyndigheden og anklageren selv har opfundet en forbrydelse ud af den blå luft.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT