Iran advarer om angreb på olieanlæg i regionen
Oliepriserne steg onsdag efter amerikansk-israelske angreb på iranske olieanlæg i South Pars og Asaluyeh.
Iran har onsdag udsendt et evakueringsvarsel for flere olieanlæg i Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar.Det skriver iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Anlæggene er nært forestående, lyder det.
- Disse centre er blevet direkte og legitime mål og vil blive ramt i de kommende timer. Derfor opfordres alle borgere, beboere og ansatte til straks at forlade disse områder, lyder det i den iranske advarsel.
Advarslen fra Iran kommer efter meldinger om amerikansk-israelske angreb på iranske olieanlæg i South Pars og Asaluyeh.
Iran beskylder de arabiske lande for at lade USA udføre angreb fra sine militærbaser i landene mod Iran.
Det iranske evakueringsvarsel er rettet mod raffinaderiet Samref og Jubail Petrochemical Complex, som begge ligger i Saudi-Arabien, al-Hosn-gasfeltet i De Forenede Arabiske Emirater samt Mesaieed Petrochemical Complex, Mesaieed Holding Company og raffinaderiet Ras Laffan i Qatar.
Oliepriserne er steget kraftigt onsdag efter angrebene.
Råolie fra Nordsøen er steget med over fem procent til omkring 109 dollar per tønde. Det svarer til cirka 705 danske kroner.
Generelt har krigen i Mellemøsten sendt de globale oliepriser i vejret.
Flere dage har prisen på råolie været over 100 dollar per tønde. 9. marts nåede olieprisen helt op på 115 dollar per tønde, hvilket var det højeste niveau siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Til sammenligning lå olieprisen omkring 65 dollar per tønde i dagene op til den 28. februar, hvor Israel og USA iværksatte krigen mod Iran.
Mens Israel og USA siden dagligt har angrebet Iran, har Iran angrebet Israel og de arabiske golfstater.
/ritzau/
