Svensk statsborger er blevet henrettet i Iran

18. MAR 2026 • 13:50UDLAND

En svensk statsborger, som blev anholdt i Iran i juni 2025, er blevet henrettet, oplyser udenrigsministerium.

En svensk statsborger er onsdag morgen blevet henrettet i Iran.

Det oplyser den svenske udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, i en udtalelse på den svenske regerings hjemmeside.

Personen blev ifølge ministeriet anholdt i juni 2025.

- Det står klart for os, at den retsproces, der førte til, at den svenske statsborger blev henrettet, ikke har været retssikker. Ansvaret for dette hviler alene på Iran, siger udenrigsministeren i udtalelsen.

Den svenske udenrigsminister fortæller til nyhedsbureauet TT, at personen blev svensk statsborger i 2019 og havde dobbelt statsborgerskab, hvilket ifølge Stenergard gjorde det konsulære arbejde sværere.

- Vi står fast på, at dette har handlet om en svensk statsborger, og at vi havde ret til konsulær adgang. Men som sagt har det været meget svært, ligesom i andre sager, siger hun ifølge TT.

Stenergard understreger desuden over for nyhedsbureauet, at relationen mellem de to lande allerede er meget anstrengt.

Flere iranske medier skriver, at en svensk-iransk mand onsdag morgen er blevet henrettet efter at være blevet dømt for spionage for Israel.

Iran er ifølge Amnesty International et af de lande, der udfører flest henrettelser i hele verden.

Antallet af henrettelser i Iran er blevet anslået til at være fordoblet i 2025 sammenlignet med 2024.

Det oplyste ngo'en Iran Human Rights (IHR), der holder til i Oslo, i december, skrev BBC.

Hvor IHR i 2024 var i stand til at bekræfte i alt 975 henrettelser, så havde gruppen alene frem til begyndelsen af december bekræftet mindst 1500 henrettelser.

Ligeledes oplyste både FN's menneskerettighedskontor (OHCHR) og Amnesty International, at Iran i de første ni måneder af 2025 havde henrettet over 1000 personer.

Ifølge Amnesty International var tallet det højeste antal henrettelser på ét år i landet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT