Lindberg stopper på håndboldlandsholdet efter 308 kampe
Efter en lang og glorværdig karriere på det danske landshold takker Hans Lindberg af i rødt og hvidt.
Hans Lindberg stopper på håndboldlandsholdet efter 308 kampe i rødt og hvidt. Det skriver håndboldherrerne og Lindberg selv på Instagram.I de 308 kampe er det blevet til 809 mål i en periode, der strækker sig over to årtier.
- Hans Lindberg indstiller sin fornemme landsholdskarriere. Det 44-årige håndboldikon har i over to årtier haft en enorm rolle og været en bærende del af det danske landshold.
- Han er den spiller med næstflest kampe for Danmark nogensinde. 308 for at være helt præcis, lyder det på Hans Lindbergs Instagram-konto.
Kun fløjen Lars Christiansen, der i mange år var landsholdkammerat med Lindberg, har spillet flere kampe.
Hans Lindberg, som også er kendt som "Hans Majestæt", var med til at vinde EM i 2012, OL i 2024 og VM i 2019 og 2023.
- Det er ikke kun på banen, Hans Majestæt har sat sit aftryk. Det har han også udenfor. Han har om nogen været med til at skabe en festlig og inkluderende kultur, hvor der altid var plads til grin og godt humør.
Hans Lindberg spiller videre på klubplan hos HØJ Elite.
Han bliver hyldet i forbindelse med de danske håndboldherrers kamp mod USA i en Golden League-kamp på lørdag i Royal Arena i København.
/ritzau/
