Interview med Mette-Marit og Haakon om Epstein kommer fredag

19. MAR 2026 • 16:57UDLAND

NRK har interviewet Mette-Marit om forholdet til Jeffrey Epstein. Ifølge VG udkommer det fredag.

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, har torsdag givet et interview om sin kontakt med den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det skriver den norske tv-station NRK, som har lavet interviewet.

NRK skriver torsdag eftermiddag, at mediet "har gennemført et interview med kronprinsesse Mette-Marit på Skaugum (kronprinsparrets hjem uden for Oslo, red.) i dag".

- Vi arbejder nu på fuld kraft på nyhedsredaktionen med at færdiggøre det og tager aftenen og natten i brug for at kunne publicere det bredt, siger fagredaktør hos NRK Sofie Gran Aspunvik.

Hun har ikke yderligere kommentarer til materialet, for NRK "kommenterer af princip ikke upubliceret materiale".

Det fremgår heller ikke, hvornår interviewet udkommer. Men ifølge det norske medie VG sker det fredag.

Nyhedsbureauet NTB og flere andre norske medier har fået en bekræftelse fra det norske kongehus på, at interviewet har fundet sted.

Til VG skriver kommunikationschef i kongehuset Guri Varpe, at det er kronprinsparret - så dermed også kronprins Haakon - der er blevet interviewet.

Det er godt en måned siden, at kronprinsessens omfattende kontakt med Jeffrey Epstein blev kendt i offentligheden. Umiddelbart efter beklagede kronprinsesse Mette-Marit, at hun havde haft kontakt med Epstein.

Kongehuset har tidligere varslet, at man ville komme med en redegørelse om forholdene. Det har hidtil ikke været kendt, hvornår den ville komme.

Kronprinsessen har 21 protektioner for forskellige organisationer. Efter historien om hendes kontakt med Epstein har flere af organisationerne enten afbrudt samarbejdet med hende - eller har sat det på pause.

Onsdag meddelte Biblioteksforeningen i Norge, at samarbejdet med Mette-Marit blev afbrudt.

Begrundelsen var, at man havde mistet tålmodigheden i forhold til at få den lovede forklaring.

- Bestyrelsen mener, at der er problematiske omstændigheder i forhold til tillidsbrud og usandheder, lød det blandt andet i en pressemeddelelse fra Biblioteksforeningen.

- Bestyrelsen forstår, at dette også er en personlig tragedie. Men i sidste ende handler det om at afveje, om det gavner foreningen at have kronprinsessen som protektor, og det er ikke tilfældet i dag, oplever vi.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT