Hegseth afviser at give tidsramme for krig i Iran
Hegseth vil ikke sige, hvornår USA's angreb i Iran slutter. Torsdag bliver dog en stor angrebsdag ifølge ham.
Amerikanske angreb mod Iran intensiveres torsdag, og der er ikke nogen specifik tidsramme for, hvornår krigen slutter.Det siger den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, på et pressemøde, mens uroen i Mellemøsten har fået internationale olie- og gaspriser til at stige kraftigt.
Hegseth siger, at torsdagen bliver den dag med den hidtil mest omfattende række af angreb fra USA mod Iran.
Ministeren har tidligere sagt noget lignende om andre dage.
- Vi vinder overbevisende, siger han, men påpeger samtidig, at Iran er et stort land.
Han siger, at det er op til USA's præsident, Donald Trump, at beslutte, hvornår USA har opnået det, der skal opnås.
- Vi ønsker ikke at sætte en fast tidsramme, siger Hegseth ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer, at USA er på rette spor.
- Det bliver præsidentens beslutning, hvornår vi siger: "Hey, vi har opnået det, vi skal", fortsætter Hegseth.
Målene er de samme, som de hele tiden har været, lyder det fra ministeren - og de omfatter blandt andet, at Iran aldrig må kunne udvikle atomvåben. Derudover skal Irans missilaffyringsramper, forsvarsindustri og flåde ødelægges.
Lørdag er det tre uger siden, at Israel og USA angreb Iran og dræbte den daværende øverste leder i Iran, ayatollah Ali Khamenei.
Siden har sønnen Mojtaba Khamenei overtaget posten som øverste leder i landet, der er et præstestyre.
Meningsmålinger har vist, at krigen er ganske upopulær i den amerikanske befolkning.
Hegseth fastholder - som han også har gjort tidligere - at den ikke bliver "endeløs".
Torsdagen har budt på store stigninger i olie- og gaspriser efter et angreb onsdag på det iranske South Pars-naturgasfelt. Trump har sagt, at USA ikke står bag.
Siden har Iran skudt igen mod olie- og gasmål i Mellemøsten.
/ritzau/
