Brødrepar og mor er løsladt i sag om norsk ambassadeangreb

19. MAR 2026 • 17:15UDLAND

En mand med irakisk baggrund har erkendt, at han placerede sprængladning ved ambassade i Norge.

Tre af de fire personer, som er sigtet for et angreb mod USA's ambassade i Oslo for knap to uger siden, er blevet løsladt.

Tre brødre i 20'erne og deres mor blev varetægtsfængslet i sagen. Nu er de to ældste brødre og moren løsladt, oplyser deres forsvarere til NRK.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har den ene af brødrene allerede erkendt, at han har placeret sprængladningen ved ambassaden. NRK skriver, at det er den yngste bror.

Sprængningen fandt sted natten til 8. marts.

Norsk politi mener, at hensigten var at "dræbe eller gøre stor skade på ejendommen."

Ingen kom til skade ved angrebet, men en indgang til ambassaden blev beskadiget.

De tre brødre er norske statsborgere og har irakisk baggrund. De er ikke i forvejen kendt af politiet.

De tre brødre og deres mor bor alle på samme adresse i et lejlighedskompleks øst for Oslo.

NTB har tidligere fået oplyst af norsk politi, at man har gjort fund med relevans for sagen i familiens lejlighed.

Alle fire anholdte i sagen blev sigtet for at overtræde en bestemmelse om terrorbombning.

Ifølge NRK kender politiet ikke motivet til sprængningen.

Man undersøger flere hypoteser har det tidligere lydt.

NRK har tidligere fået oplyst, at norsk politi blandt andet undersøger om en statslig aktør har bestilt sprængningen.

Det har anklager Christian Hatlo begrundet med den sikkerhedspolitiske situation, og at sprængningen skete ved den amerikanske ambassade.

Norges nationale trusselsniveau blev ikke ændret efter angrebet, men norsk politi har efter eksplosionen taget flere tiltag for at øge sikkerheden omkring USA's ambassade samt i det iranske og jødiske miljø i Norge.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT