IEA-direktør om energikrisen: Den mest alvorlige nogensinde

20. MAR 2026 • 15:25UDLAND

Direktøren for Det Internationale Energiagentur (IEA) mener, at verden ikke forstår oliekrisen i Irans alvor.

Krigen i Iran har forårsaget det mest alvorlige energichok nogensinde, og det vil tage op mod seks måneder eller længere, før olie- og gasstrømmen fra Golfen er genoprettet.

Det udtaler direktøren for Det Internationale Energiagentur (IEA), Fatih Birol, til mediet Financial Times fredag.

- Folk forstår, at dette er en stor udfordring, men jeg er ikke sikker på, at dybden og konsekvensen af situationen er fuldt forstået, har han udtalt i et interview ifølge Financial Times.

Birol var også med til at forme Europas reaktion på gaskrisen, der kom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, og ifølge ham er mængden af gas, der blev afskåret som følge af konflikten i Iran, dobbelt så stor, som det Europa mistede i 2022.

Ifølge energidirektøren er den nuværende situation "den største globale trussel mod energisikkerheden i historien".

Årsagen til, at olie- og gasstrømmen bliver påvirket af situationen i øjeblikket i Mellemøsten, er, at cirka en femtedel af al verdens olie transporteres gennem Hormuzstrædet.

Strædet ligger syd for Iran og forbinder Den Persiske Bugt og Omanbugten, og siden USA og Israel lancerede sine første angreb mod Iran 28. februar, har meget få skibe passeret gennem strædet.

I sin forklaring om, hvorfor det vil tage så lang tid, før olie- og gasstrømmen er genoprettet, fremhæver Birol, at mange olie- og gasfelter enten er lukket helt ned eller beskadiget af angreb, og det derfor ikke bare kan åbne igen fra den ene dag til den anden.

Han har ikke ønsket at kommentere over for Financial Times, hvor højt han forventer, at olie- og gaspriserne kan stige, men han udtaler, at priserne sandsynligvis vil fortsætte med at stige, så længe strædet er lukket for skibsfart.

IEA annoncerede sidste uge frigivelsen af 400 millioner tønder olie og raffinerede produkter fra globale lagre for at imødekomme den globale mangel på olie, hvor Danmark som medlem af IEA frigav 1.246.000 tønder olie over en periode på op til 90 dage.

Ifølge Birol var det i alt 20 procent af energiagenturets oliereserver, der blev frigivet.

Energidirektøren mener dog ikke, at de i længden kan opveje tabet af energi fra Mellemøsten, og det vigtigste mål er derfor ifølge ham at få genåbnet Hormuzstrædet for skibsfart.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

20. MAR 2026 • 15:42UDLAND
Actionhelten Chuck Norris er død
20. MAR 2026 • 15:40UDLAND
Donald Trump kalder Nato for kujoner
FÅ ABONNEMENT