Abu Dhabi anholder over 100 for påstået misinformation under krig
Flere golflande slår til mod deling af optagelser af krigshandlinger. I Abu Dhabi anholdes over 100.
Over 100 mennesker er blevet anholdt i Abu Dhabi for at filme og dele såkaldt misinformation under uroen i Mellemøsten.Det oplyser politiet i emiratet fredag ifølge AFP.
Flere golflande forsøger at slå ned på folk, der på sociale medier har delt opslag med optagelser af iranske angreb i regionen.
- Politiet i Abu Dhabi meddeler, at 109 mennesker af forskellig nationalitet er anholdt for at filme steder og hændelser og viderebringe ukorrekt information under de igangværende begivenheder, skriver politiet på X.
Politiet siger, at nogle af dem har delt "vildledende information".
- Den slags handlinger svarer til at opildne den offentlige stemning og sprede rygter i samfundet, skriver politiet.
Rigsadvokaten i De Forenede Arabiske Emirater havde indtil da krævet, at 35 personer skulle anholdes for at offentliggøre misinformation og filme hændelser med relation til krigen.
Beskyldningen lyder, at offentliggørelsen er med til at glorificere "en fjendtlig stat og dens politiske og militære ledelse".
Iran har rettet angreb mod en række af golflandene som led i gengæld for de omfattende angreb, som Israel og USA har gennemført mod Iran siden 28. februar.
I Qatar er over 300 blevet anholdt for at dele billeder og det, der omtales som "misinformation", under krigen.
Bahrain og Kuwait har gjort noget lignende.
Golflandene er blevet ramt af de hårdeste iranske angreb under den igangværende krig.
Iran har rettet angreb mod amerikanske baser og andre aktiver med relation til USA. Men også civil infrastruktur og olie- og gasinfrastruktur er blevet ramt.
/ritzau/
