Marius Høibys forsvarere på sidste dag: Dårlig opførsel er irrelevant

19. MAR 2026 • 10:59UDLAND

Forsvarerne skal prøve at skabe tvivl om Marius Borg Høibys skyld, når de har ordet på retssagens sidste dag.

Marius Borg Høibys forsvar beder retten se bort fra eventuelle sympatier eller antipatier i sagen mod den norske kronprinsesses søn.

- Det, som kan betegnes som dårlig opførsel eller dårlig moral, men som ikke kan straffes på nogen måde efter straffeloven, skal man se bort fra. Det er irrelevant, siger forsvarer Petar Sekulic i retten torsdag ifølge VG.

Torsdag er sidste forsøg for sagens to forsvarere, Ellen Holager Andenæs og Petar Sekulic, på at overbevise dommerne om, at Høiby ikke skal dømmes for de tiltaler, han nægter sig skyldig i - og markerer afslutningen på en retssag, der har varet over seks uger.

Onsdag krævede anklagemyndigheden syv år og syv måneders fængsel for de 40 punkter, hvoraf 39 ønskes dømt. Tiltalen omfatter blandt andet fire voldtægter, vold og seksuelt krænkende optagelser.

Høiby har nægtet sig skyldig i de mest alvorlige anklager, herunder voldtægt, men erkendt vold, hærværk og seksuelt krænkende adfærd.

Selv om retssagen slutter torsdag, ventes dommen først senere.

Sekulic understreger torsdag, at bevisbyrden ligger på anklagemyndigheden, og at det ikke er Høiby, "der skal bevise sin uskyld".

Forsvareren gennemgår tidligere domme om sovevoldtægter og optagelser uden samtykke.

Han forsøger at så tvivl om forklaringen fra kvinden, der angiveligt var offer for voldtægt og seksuelt krænkende optagelser i 2018 på Skaugum-residensen, kronprinsparrets hjem uden for Oslo.

Sekulic kalder sagen "ord mod ord" og peger på omstændigheder, der skaber tvivl. Blandt andet udtalte kvinden sig ifølge ham "urigtigt" til politiet i første afhøring, fordi hun ikke sagde, at hun tidligere på aftenen havde haft samleje med Høiby.

Forsvareren kalder det desuden "utænkeligt", at hun skulle have været så fuld eller påvirket, som hun selv siger.

- Min foreløbige konklusion er, at det ikke er bevist ud over enhver rimelig tvivl, at hun var ude af stand til at modsætte sig hans handlinger, siger forsvareren torsdag ifølge VG.

Kvinden har forklaret, at hun ikke nævnte det tidligere, fordi hun ikke vidste, hvad sagen handlede om og blev chokeret, da hun så videomaterialet af hende.

Hun har sagt, at hun ikke husker episoderne, men Sekulic mener ikke nødvendigvis, at det betyder, at hun var ude af stand til at modsætte sig handlinger.

Under sagen har anklagerne beskrevet Høiby som voldelig, hensynsløs og jaloux.

Omkring 70 vidner har forklaret sig, og både video- og lydoptagelser er blevet fremvist i retten. Den maksimale strafferamme for de forhold, Høiby er tiltalt for, er 16 års fængsel.

Marius Borg Høiby er ikke formelt medlem af det norske kongehus, da han er født før, at kronprinsesse Mette-Marit indgik forhold og senere ægteskab med kronprins Haakon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT