EU overvejer at gå efter USA's techvirksomheder i Trump-modsvar
EU-modsvar kommer i to trin, siger fransk talsperson. Begge trin skal komme i løbet af april.
EU er "klar til en handelskrig" med USA og til at "angribe onlinetjenester" som modsvar på den amerikanske præsident Donald Trumps toldudmeldinger.Det siger den franske regeringstalsperson Sophie Primas til det franske radionetværk RTL ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hun regner med, at de øgede amerikanske toldsatser vil ramme Frankrig negativt.
- Vi er ret sikre på, at vi kommer til at se ufordelagtige konsekvenser for produktionen, siger hun og nævner vin- og alkoholproduktion som et område, der vil blive ramt.
Talspersonen siger, at onlinetjenester "ikke beskattes i dag, men kan blive det". Mediet Politico har tidligere beskrevet, at et EU-modsvar kan gå efter at stramme reguleringen af store amerikanske techselskaber.
Også Tysklands økonomiminister, Robert Habeck, åbner for, at EU kan gå efter amerikanske techvirksomheder.
- Alt er på bordet, siger Habeck ifølge AFP.
- De store techvirksomheder udøver utrolig dominans i Europa og er i vidt omfang undtaget europæiske skatter.
Udtalelserne kommer, efter at den amerikanske præsident på et pressemøde onsdag aften dansk tid meddelte, at USA indfører en toldafgift på 20 procent på varer fra EU. Den rammer dermed også Frankrig.
Først indfører USA en basistold på ti procent for de fleste varer, som importeres i USA. Den træder i kraft 5. april. Så kommer den såkaldte "gensidige told" 9. april med specifikke toldsatser for enkelte lande og områder.
Nu ventes reaktioner fra verdens lande - blandt andet EU-landene.
Primas siger, at Frankrig arbejder sammen med EU om et modsvar, som skal ramme i to trin - først midt i april og igen i slutningen af april.
- Der er to reaktioner, som er forventede. Den første vil ske omkring midt i april baseret på hans første angreb på aluminium og stål, og så er der en anden (reaktion, red.), som sandsynligvis sker i slutningen af april mod en bred række af produkter og tjenester, siger Primas til RTL ifølge Reuters.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil torsdag mødes med repræsentanter for de franske sektorer, som vil blive påvirket af de toldsatser, som USA's præsident, Donald Trump, annoncerede onsdag aften.
Det oplyste Macrons kontor tidligere torsdag morgen.
Salget af fransk vin og spiritus i USA forventes at falde med mindst 20 procent, hvis toldsatserne træder i kraft. Det vurderede de franske vineksportørers organisation, FEVS, onsdag ifølge Reuters.
/ritzau/