KIF-boss: Nedrykning vil være et kedeligt nedslag i vores historie
Grindsted kan onsdag sende KIF Kolding ud af landets bedste håndboldrække for første gang i over 40 år.
KIF Koldings håndboldherrer er i overhængende fare for at ryge ud af landets bedste række inden onsdagens bundbrag ude mod Grindsted i den næstsidste runde af grundspillet.Med et nederlag rykker Danmarks mest vindende klub med sikkerhed ned i 1. division, mens en sejr omvendt vil sende Grindsted meget tæt på direkte nedrykning.
KIF Kolding-direktør Christian Hjermind mærker et stort pres på klubben og en ekstraordinær opmærksomhed op til onsdagens nedrykningsgyser.
- Sidste år fejrede vi 40 år i den bedste liga som den eneste klub i Danmark, og vi har et meget flot pokalskab.
- Men vi må erkende, at vi har haft nogle svære sæsoner, hvis vi kigger på de seneste syv-otte sæsoner, hvor vi har været meget mere omkring nedrykningsspil end medaljer.
- Så der ligger en opgave i for hele klubben at få et realistisk og opdateret billede på, hvad det er for en håndboldklub, vi er nu, og ikke kun tale i datid, siger Christian Hjermind.
Han er afklaret med situationen og har ikke noget problem med at snakke om en eventuel nedrykning.
- Det vil på rigtig mange måder være et kedeligt nedslag i vores lange historie, hvis det skulle ende med nedrykning. Men vi må også anerkende sportens dynamikker og den måde, håndboldligaen har udviklet sig på.
- Der er blevet en virkelig intens konkurrence, og der er flere og flere klubber, der virkelig gerne vil være med i det gode selskab, siger direktøren.
Flere trænerfyringer har gjort det til en omtumlet sæson, hvor KIF Kolding indledte med at jagte en plads i slutspillet. Men længe har det handlet om overlevelse.
En skuffende sæson har indtil nu kastet sølle otte point af sig og efterladt KIF Kolding på sidstepladsen med et point op til Grindsted.
- I år har det absolut ikke fungeret for os, så det har lagt ekstra pres på alle skuldre, når vi kender klubbens historie.
- Men der er to spillerunder tilbage. Vi dyrker den måde at tænke på, og vi kan stadig selv afgøre det. Det giver mig en ro, at vi ikke er afhængige af, hvad andre gør, siger Hjermind.
I tilfælde af nedrykning vil Hjermind ikke forlade klubben. Tværtimod ser han en udfordring i at genrejse klubben fra næstbedste niveau.
- Det er et interessant perspektiv på tingene, jeg sådan lidt i det stille og bag tæppet arbejder med, hvis det nu skulle ske.
- Det, jeg kan glæde mig over, er, at vi trods alt de sidste fire-fem år har fået gang i vores kommercielle setup.
- Vi har stadig et meget højt tilskuergennemsnit, vi har mange følgere, vi har mange frivillige, og vi har et fantastisk samarbejde med vores moderklub, med hvem vi deler vores akademi. Vi har også fået styrket vores økonomi.
- Så skulle det ske, at vi rykker ned, er det jo ikke sådan, at klubben går i tusind stykker, understreger Hjermind.
Efter en årrække med bristede målsætninger kan det måske ligefrem være en mulighed for en konstruktiv genstart for hele klubben at tage turen ned.
- Når der sker noget slemt, er der nogle gange noget godt på den anden side. Det kunne jo være, at vi, hvis vi får revet det plaster af, kan skabe en helt ny begyndelse på nogle parametre rent sportsligt.
- Jeg vil stadig mene, at vi er værdige til Herreligaen, med alt hvad der hedder rammer, faciliteter, antal fans, antal følgere og antal kommercielle samarbejdspartnere.
- Vi har et fantastisk setup, og det vil vi også fortsat arbejde med, selv om det hedder 1. division. Det skal være med til at lade os fortsætte den udvikling og give os de forudsætninger, at vi inden for et år eller to kan komme tilbage i ligaen, siger Hjermind.
/ritzau/