Foråret slår varmerekorder flere steder i Europa

2. JUN 2026 • 21:42UDLAND

Der er aldrig før blevet registreret et varmere forår i Frankrig, England, Wales og Norge.

Frankrig har netop været igennem sit hidtil varmeste forår nogensinde registreret.

Det oplyser den meteorologiske tjeneste Meteo France, efter at også flere andre lande har meldt om varmerekorder.

Fra marts til maj har der været en gennemsnitstemperatur på 13,8 grader i Frankrig. Det er omkring 1,7 grader over normalen.

- Det varmeste forår siden opgørelserne begyndte i 1900, skriver Meteo France i en meddelelse.

Alle tre forårsmåneder lå over gennemsnittet.

Men det var en "hidtil uset" hedebølge sent i maj, som fik temperaturerne op på niveauer, der normalt hører højsommeren til.

- Vores land havde aldrig før nået så høje temperaturer på denne tid af året - adskillige rekorder blev brudt for måneden, skriver vejrtjenesten.

Dermed slår Frankrig ligesom flere andre lande vejrrekorder i disse dage.

Norge har således også haft sit varmeste forår nogensinde registreret.

Det samme gælder for England og Wales. Ser man på hele Storbritannien, var det dog det hidtil tredjevarmeste forår.

Mens det flere steder har været varmt de seneste måneder, er der også risiko for usædvanligt vejr i de kommende måneder.

Klimafænomenet El Niño sætter nemlig med 80 procents sandsynlighed ind på et tidspunkt mellem juni og august og øger risikoen for ekstremt vejr markant.

Det meddeler World Meteorological Organization (WMO), der er FN's meteorologiske institut, ifølge nyhedsbureauet AFP.

El Niño er karakteriseret ved høje havtemperaturer i den østlige del af Stillehavet omkring Ækvator. De højere havtemperaturer kan føre til højere temperaturer og mere regn i nogle regioner samt mindre regn andre steder.

For eksempel kan der være tørke i Australien, mens vejret også kan blive mere køligt og regnfuldt i det sydlige USA.

Under en El Niño udløses en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden - og de globale temperaturer kan midlertidigt stige.

En El Niño varer typisk ni til 12 måneder ifølge WMO.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT