EU klar med tech-offensiv: Vil mindske sårbarhed over for USA og Kina

2. JUN 2026 • 14:35UDLAND

EU-Kommissionen ventes onsdag at præsentere udspil, der skal gøre EU mere uafhængigt på AI og cloud computing.

Europa skal blive bedre i stand til selv at levere løsninger inden for blandt andet mikrochips, kunstig intelligens (AI) og cloud computing.

Det viser et læk, som cirkulerer i Bruxelles forud for, at EU-Kommissionen onsdag ventes at præsentere den længe ventede Tech Sovereignty Package.

Målet med teknologipakken er at gøre Europa bedre i stand til at stå på egne ben over for Kina og USA.

Og det er der i den grad behov for.

Ifølge EU-Kommissionens egne tal er EU fortsat afhængig af leverandører uden for EU, når det gælder over 80 procent af sine digitale produkter, tjenester, infrastruktur og intellektuelle ejendomsrettigheder.

Hos Dansk Industri ser branchedirektør for DI Digital Andreas Holbak Espersen udspillet som en anerkendelse af, at teknologipolitik nu er blevet en del af sikkerhedspolitikken.

- Det er blevet et meget vigtigt pressionsmiddel at kontrollere de teknologier, vi alle sammen bruger. Når EU er blevet så afhængige af aktører udefra, så er vi meget sårbare.

- Det er meget den samme udfordring, som når vi ser på, hvor afhængige vi har været af USA, når det gælder forsvar, siger Andreas Holbak Espersen.

Pakken ventes ifølge de lækkede dokumenter at sætte ind på fire områder.

En "Chips Act 2.0" skal bygge videre på den eksisterende lovgivning for at styrke Europas "halvlederøkosystem og forsyningskædens modstandsdygtighed".

De elektroniske chips er afgørende for mange europæiske virksomheders produktion. Derfor kan det hurtigt få alvorlige konsekvenser, hvis leverandører i andre dele af verden pludselig indstiller eksporten af mikrochips til EU.

For det andet skal en lov om udvikling af cloud og kunstig intelligens "udnytte potentialet i EU's cloud- og AI-industri".

Målet er at sikre, at "disse teknologier udvikles og anvendes i EU, samtidig med at man imødegår de risici, der er forbundet med Europas afhængighed af tredjelande".

For det tredje skal en strategi for åbne digitale økosystemer i EU - kaldet "Open Source-strategien" - styrke Europas uafhængighed ved at udnytte open source-software.

Det sidste udspil i pakken er en strategisk køreplan for digitalisering og AI inden for energi. Den skal understøtte bæredygtigheden af energitunge europæiske datacentre.

- Det er svært at vurdere, hvor meget af det her, der er gensalg af gamle ting, og hvor meget der reelt er nye ting.

- Jeg tror i virkeligheden, det vigtigste ved pakken er, at det er et EU, der går fra defensiv til offensiv politik. Målet er at få investeringer i chips, AI og cloud i Europa, siger Andreas Holbak Espersen.

Ud over at sikre uafhængigheden, så er der en selvstændig økonomisk pointe i at forsøge at styrke EU's konkurrenceevne på netop det teknologiske område, mener han.

- Hvis man ser på den værditilvækst, der har været i samfundet, så er den på teknologiområdet.

- De selskaber, der vækster mest, er de store teknologileverandører, så hvis man ikke er med på det tog, så bliver man kørt agterud, siger Andreas Holbak Espersen.

Teknologipakken ventes at blive præsenteret på et pressemøde onsdag af den ledende næstformand i EU-Kommissionen, Henna Virkkunen, og Danmarks EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT