ICC afviser klage fra Israel om arrestordre mod Netanyahu

18. OKT 2025 • 10:29UDLAND

Den Internationale Straffedomstol vil ikke droppe arrestordrer mod Netanyahu og Gallant for krigsforbrydelser.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) har afvist en ankesag fra Israel, der vil have ophævet arrestordrerne mod landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant.

Det meddelte ICC sent fredag.

Netanyahu og Gallant er anklaget for at bruge sult som en metode i krigsførelse i Gazastriben samt for at stå bag forbrydelser mod menneskeheden i form af drab, forfølgelse og andre former for angreb mod civile.

Israel har protesteret over anklagerne, som Netanyahu anser for at være "antisemitiske".

I maj gik Israel til domstolen i Haag for at bede den ophæve arrestordrerne. Det blev afvist i juli.

En uge senere bad Israel om tilladelse til at anke denne afgørelse, men dommerne fastslog fredag, at "det spørgsmål, som Israel har rejst, ikke er et ankeegnet spørgsmål."

Samtidig indgav den israelske regering en særskilt indsigelse, der handler om, hvorvidt domstolen overhovedet har jurisdiktion i sagen.

Denne indsigelse er fortsat under behandling.

ICC har også udsendt arrestordrer på tre ledere fra den palæstinensiske Hamas-bevægelse, der menes at have begået krigsforbrydelser.

Men disse arrestordrer blev droppet, efter at de tre ledere blev dræbt i israelske angreb i Gazastriben.

Den daværende præsident i USA, Joe Biden, kaldte arrestordrerne mod Netanyahu og Gallant for "skandaløse", da de blev præsenteret af ICC i november sidste år.

USA har siden da pålagt sanktioner mod flere dommere og anklagere ved ICC.

Sanktionerne betyder, at de ikke kan rejse ind i USA, og at de får deres eventuelle værdier og indeståender i amerikanske banker indefrosset.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, hævdede i en udtalelse i august, at ICC bliver brugt som et "instrument for juridisk krigsførelse mod USA og vores nære allierede Israel".

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT