KØB ABONNEMENT

Første valgsteder ved amerikansk midtvejsvalg åbner

UDLAND • 3. NOV 2026 • 12:25

Det amerikanske midtvejsvalg er skudt i gang, efter at de første valgsteder i delstaten Vermont er åbnet.

Dørene er blevet åbnet til de første valgsteder i den amerikanske delstat Vermont.

Det skriver BBC.

Valgstederne, der åbnede klokken 11.00 dansk tid, er de første til at åbne i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg, der begynder tirsdag.

BBC skriver på baggrund af en måling fra NBC News, at 30 procent af statens registrerede vælgere har stemt på forhånd. I alt er 503.000 vælgere registreret i delstaten.

Der er et tidsrum på fem timer, hvor valgstederne må åbne, og klokken 11.00 dansk tid er det tidligste.

Klokken 12.00 åbnede valgstederne på tværs af den amerikanske østkyst. Det indebærer blandt andet New York, New Jersey og Maine.

I de kommende timer vil valgsteder i de resterende stater følge efter.

De amerikanske borgere skal til stemmeurnerne for at vælge 35 medlemmer til Senatet og 435 medlemmer til Repræsentanternes Hus.

Der foregår desuden flere folkeafstemninger i flere af delstaterne.

Her skal der blandt andet stemmes om indførslen af en engangsskat i Californien, mens der i Idaho skal stemmes om, hvorvidt kvinder kan få en abort op til, at et foster er levedygtigt.

Næsten alle former for abort har siden 2022 været forbudt i USA.

Valgstederne lukker klokken 02.00 dansk tid i en række delstater.

De sidste valgsteder lukker dog først klokken 07.00 dansk tid. Det gælder i det vestlige Alaska, som omfatter øgruppen Aleuterne.

Brevstemmer er udbredt på tværs af landet, men særligt i delstaterne Californien, Oregon, Washington og Alaska.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har over 58 millioner gjort brug af muligheden på tværs af 48 ud af 50 delstater.

Alabama og New Hampshire er ikke medtalt.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT