Fire personer er i søgelyset efter brand på makedonsk natklub
59 personer mistede livet i en brand på en natklub tidligt søndag morgen i Nordmakedonien.
Der er udstedt arrestordrer mod fire personer i forbindelse med en brand på en natklub i byen Kocani i Nordmakedonien, hvor flere mistede livet.Det siger den makedonske indenrigsminister, Pantje Tosjkovski.
Dødstallet er samtidig steget til 59 personer, siger indenrigsministeren. Tidligere søndag var meldingen, at 51 personer havde mistet livet i branden.
- Ud fra de oplysninger vi har, er der 59 personer, der er døde, hvoraf 35 er identificeret, siger Tosjkovski.
Af de identificerede døde er 31 personer fra Kocani, mens fire er fra byen Strip, der ligger omkring 30 kilometer fra natklubben.
Antallet af kvæstede er samtidig steget til 155 personer, lyder det. De er blevet transporteret til hospitaler i hele landet.
18 af dem er i kritisk tilstand. Nogle af de alvorligt kvæstede er blevet transporteret til andre europæiske lande for at modtage behandling.
På hospitalet i Kocani er de kvæstede mellem 14 og 25 år. Flere af dem har forbrændinger og kulilteforgiftning, siger lederen af hospitalet.
Branden brød ud tidligt søndag morgen omkring klokken 03 på natklubben Pulse under en hiphopkoncert, hvor flere end tusinde personer deltog.
På natklubbens Instagram-profil fremgår det, at det var bandet DNK, der er en populær hiphopduo i Nordmakedonien, der spillede koncerten.
Tilskuerne var hovedsageligt unge.
Det var tilsyneladende fyrværkeri eller en anden form for pyroteknik på scenen, som antændte branden i natklubben, har det makedonske indenrigsministerium oplyst.
- Nogle gnister nåede op til loftet, som var lavet af let brændbart materiale. Derpå bredte branden sig hurtigt i hele diskoteket og skabte en tyk røg, siger Tosjkovski.
Søndag har han besøgt stedet sammen med premierminister Khristi?an Mitskoski.
- Det er en vanskelig og meget sørgelig dag for Makedonien. Tabet af så mange unge liv er uopretteligt, og smerten for familierne, deres kære og vennerne er ubeskrivelig, skrev premierministeren i et opslag på Facebook tidligere søndag.
Kocani har cirka 25.000 indbyggere og ligger omkring 100 kilometer øst for Nordmakedoniens hovedstad, Skopje.
/ritzau/AFP