Økonomer: En ældre befolkning kræver 88.000 flere offentligt ansatte

16. MAR 2025 • 22:59ERHVERV/POLITIK

Når den danske befolkning i de næste år bliver ældre, vil der være behov for mange flere offentligt ansatte.

Når der i det kommende årti kommer flere ældre danskere, vil der blive brug for mindst 88.000 flere offentligt ansatte.

Det skriver forskningschef Jan Rose Skaksen og tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen ifølge Berlingske i en ny bog, som de tirsdag udsender i regi af Rockwool Fonden.

Bogen med titlen "Danmark går i gråt" analyserer de økonomiske effekter af en aldrende befolkning.

Torben M. Andersen siger til Berlingske, at behovet for flere offentligt ansatte vil opstå meget hurtigt.

- Allerede i 2028 skal vi op på at have næsten 80.000 flere offentligt ansatte for at opfylde kravene ved de flere ældre. Der er et relativt kort aftræk på det her. Startskuddet har nærmest allerede lydt, fortæller han.

Jan Rose Skaksen siger til Berlingske, at hvis deres beregninger kommer til at holde, vil det betyde faldende beskæftigelse på det private arbejdsmarked over de kommende år.

I analysen antages det i første omgang, at sundhedsydelserne ikke bliver forbedret.

Men det vurderer de to økonomer, at de vil blive, skriver Berlingske. Hvis den enkeltes forbrug af offentlige ydelser skal hæves, mener de, at der kan blive brug for omkring 100.000 yderligere offentligt ansatte på ti år.

Ifølge de to økonomer vil arbejdsstyrken i det kommende årti kun stige med 47.000 personer.

I en befolkningsfremskrivning fra juni 2024 skrev Danmarks Statistik, at fem procent af befolkningen på daværende tidspunkt var 80 år eller ældre.

Det tal forventede Danmarks Statistik ville stige til ti procent fra 2047 og frem. De resterende aldersgrupper ventes at ændre sig i langt mindre grad frem imod 2070.

Generelt er det forventningen, at der kommer flere ældre borgere, ligesom levealderen også stiger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT