Tre teenagere er ramt af skud i en forstad til Stockholm
Svensk politi efterforsker skudepisode i Södertälje som drabsforsøg og overtrædelse af våbenloven.
Tre teenagere er blevet ramt af skud i Södertälje tæt på Stockholm lørdag aften.Det skriver de svenske medier SVT og Expressen søndag morgen.
Skyderiet kan have relation til en verserende bandekonflikt.
Alle tre teenagere blev lørdag fundet udendørs og tæt på hinanden. De blev alle kørt til behandling på en skadestue.
- Jeg har ikke oplysninger om tilstanden på de sårede, sagde politiets pressetalsperson Nadya Norton til Aftonbladet lørdag aften.
Politiet har anholdt tre personer, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Politiet oplyste oprindeligt, at fire personer var ramt af skud.
- Det var vidneoplysninger, som hævdede, at der var tale om fire personer, men vi har kun fundet tre, siger Norton til TT.
Politiet har tidligere oplyst, at to af de skudramte er unge mænd omkring 18 år. Ifølge SVT's oplysninger er teenagerne født i 2006 og 2007 og altså omkring 16-17 år.
De er alle sammen fra Södertälje, skriver SVT.
Ifølge Expressens oplysninger er to af teenagerne blevet ramt af skud i den nederste del af kroppen. Den tredje blev ramt i overkroppen og er kommet alvorligt til skade.
Imens er de andre kommet lettere til skade ifølge SVT's oplysninger.
En af dem har forladt sygehuset igen. To bliver stadig behandlet, siger Ola Österling fra politiet i Stockholm til Expressen søndag morgen.
Politiet var lørdag aften talstærkt til stede. Sagen efterforskes som drabsforsøg og brud på våbenloven.
Ifølge Expressens oplysninger formoder politiet, at skyderiet har forbindelse til en verserende konflikt i bandemiljøet mellem to forskellige fraktioner af gruppen Södertäljenätverket.
- Meget tyder på, at det er forbundet til en bandekonflikt, siger Ola Österling til Expressen.
Beboere i det ramte område ringede til politiet kort efter klokken 19 lørdag, da de havde hørt noget, som de i første omgang troede var fyrværkeri eller kanonslag, skriver TT.
Södertälje er en forstad til den svenske hovedstad, Stockholm.
/ritzau/