Fem meldes dræbt i israelsk luftangreb i Gaza
Israels militær bekræfter angreb på person, der betegnes som Hamas-terrorist. Civilforsvar melder om fem døde.
Fem personer er onsdag blevet dræbt i et israelsk luftangreb i Gaza.Det melder Gazas civilforsvar, der er kontrolleret af den militante bevægelse Hamas.
- Fem borgere - herunder to børn - er dræbt. Andre er sårede, nogle alvorligt, som følge af et israelsk missilangreb, siger Mahmud Bassal, talsmand for civilforsvaret.
Angrebet er ifølge talsmanden sket tæt ved et felthospital i Al-Mawasi vest for byen Khan Yunis.
Israels militær, IDF, oplyser, at det har angrebet en person, der betegnes som en Hamas-terrorist, i det sydlige Gaza. Det sker i et opslag på det sociale medie X.
Angrebet blev ifølge IDF udført i forlængelse af en hændelse tidligere på onsdagen, hvor israelsk militær var i gang med en operation øst for byen Rafah.
Under operationen kom israelske soldater ifølge IDF i kamp med personer, der dukkede op fra det, som militæret kalder for et skjult terrorsystem under jorden.
- Under sammenstødet blev en soldat alvorligt såret. To soldater og en underofficer kom også til skade, meldte IDF tidligere på onsdagen i et opslag på X.
Siden 10. oktober har der formelt været våbenhvile i Gaza, men alligevel har der løbende været angreb i det palæstinensiske område.
Begge parter i konflikten - Hamas og Israel - har beskyldt modparten for at bryde våbenhvilen.
Våbenhvilen blev indgået med udgangspunkt i en fredsplan udarbejdet af USA's præsident, Donald Trump, og hans administration.
Som led i første del af aftalen indvilgede Israel i at trække sine styrker i Gaza tilbage til nogle aftalte områder. Det betyder, at Israel kontrollerer 53 procent af Gaza.
Hamas og Israel har også foretaget en række udvekslinger af fanger og gidsler. Da våbenhvileaftalen trådte i kraft, var der 28 døde og 20 levende gidsler tilbage i Gaza.
Alle levende gidsler er sidenhen blevet overdraget til Israel, mens der fortsat mangler at blive overdraget to døde gidsler.
Hamas afleverede onsdag resterne af et lig, som Israel er i gang med at identificere.
/ritzau/AFP
